Start, parat, skole
Mange af jer har sikkert et billede fra jeres egen skolestart, hvor I stolt står med den nye skoletaske på ryggen og spændingen lysende ud af øjnene.
Måske er du forælder til et kommende skolebarn og står nu selv klar med mobilen, så du kan forevige dit barns første skoledag. Du ser dit barn gå forventningsfuldt ind i klasseværelset til de mange nye klassekammerater. Ved bordet sidder børnene klar med farvestrålende penalhuse og spidsede blyanter. Parat til at modtage de mange nye indtryk og input.
I ugerne op til skolestart har I måske snakket om det at begynde i skole både i børnehaven og derhjemme. Forventningsglæde over alt det nye, men også usikkerheden og nervøsiteten omkring skolestart. At starte i skole er forbundet med mange følelser, tanker og forventninger hos barnet.
Herunder foreslås en række bøger, som netop omhandler nogle af de tematikker, der kan være, når barnet starter i skole og tager de første skridt ind i et nyt kapitel i livet.
Rigtig god fornøjelse med læsningen og den første skoledag.
“Vitello begynder i skole” af Kim Fupz Aakeson
Vitello er en klassiker blandt børn, og Vitello begynder selvfølgelig også i skole.
Vitello er lige så sjov og skør, som han plejer. For Vitello stiller mange spørgsmål og har mange undringer til læreren og hans mor. Vitello gør ikke altid lige det, som de voksne forventer, når han i løbet af skoledagen holder frikvarter, spiser madpakke, leger med bogstaver og tal, og når der er bevægelse på skemaet. Vitello lærer også lidt om lus. Sjov og humoristisk bog, som har et vidunderligt børneperspektiv.
“Karen begynder ikke i skole“ af Karen Vad Bruun
Skoleparat, hvornår er man det, og hvad indebærer det. Denne bog tager fat på, hvad det vil sige at være skoleparat, og den gør det på en helt fantastisk måde.
Karen er nu blevet den store i børnehaven, og det sætter en masse tanker i gang. Hun beslutter, at hun gerne vil i skole NU. Hun går målrettet i gang med opgaven ”skoleklar”, så hun kan bevise over for de voksne, at hun er klar til skolen. Dette indebærer at tabe tænder, som for Karen betyder, at der skal spises en masse gulerødder. Det handler også om at række hånden op, noget med selv at kunne tørre sig ude på toilettet, lære bogstaverne osv.
Bogen har en herlig tilgang, hvor Karen får tænkt mange sjove tanker, og hvor der er fine stregtegninger til at illustrere Karens plan og hendes univers.
Hvor mange af Karens ting på listen kan du mon sætte kryds ved inden skolestart?
Min egen datter var helt opslugt af bogen, og jeg ved, at vi skal læse den næste bog i rækken om Karen, som hedder ”Karen begynder næsten i skole”, som udkommer den 1. august 2021.
“Min dag i nulte“ af Ina Victoria Schou Haller
Bogen handler om Otto, Carl, Tinka, Sofia, Elias og de andre i 0.A. Bogen beskriver en helt almindelig dag i nulte klasse. Fra børnene bliver afleveret om morgenen af deres forældre, til de bliver hentet i SFO’en. Bogen giver et meget realistisk billede af en skoledag og giver et indblik i børnenes tanker og de ting, der fylder for børnene i forskellige situationer. Hvilke tanker har børnene omkring legekammerater, legeaftaler i klassen, frikvarteret og SFO’en?
Bogen fortæller om, hvordan læreren og pædagogen støtter og hjælper børnene på vej, når de bliver usikre. For bogstaver kan godt drille, toiletbesøg kan være en udfordring, og man kan godt få ondt i maven, hvis ens legekammerater lige pludselig er væk, og man ikke kan finde nogle, man kender.
Rigtig god bog, hvor der også er forslag til aktiviteter og dialog.
“I skole med Alfons Åberg“ af Josefin Svenske
Dette er også en helt ny bog, som sætter fokus på skolestart. Alfons forbereder sig til skolestart, så det hele virker mindre skræmmende. Bogen gennemgår, hvad skoletasken skal indeholde, nye klassekammerater, frikvarter men også praktiske ting som at binde snørebånd, at gå på toilet samt at kende forskel på store og små bogstaver, matematik og klokken.
Find mere inspiration
Du kan finde mere inspiration på Sprogsporet omkring skolestart. Der er inspiration til madpakken, skolevejen, den gode skolestart, læseinspiration mv.
Læs også andre bøger om skolestart
Besøg dit lokale bibliotek eller find bøgerne på bibliotekets app eller her på hjemmesiden.