Indendørshygge med brætspil
Hvad skal I lave i juledagene? Solen står sent op og går tidligt ned - I skal da på biblioteket og låne brætspil! Lene og Michael anbefaler forskellige seje og sjove spil nedenfor.
I kan låne 3 spil, og det er selvfølgelig også muligt at låne brætspil i den selvbetjente åbningstid, så I kan kigge forbi og 'bytte spil'.
Fra 4 år
Kitty Cat
2-6 spillere
Spilletid: 15 min
Nuttet og sjov variant af huskespil, hvor man skal man hjælpe kattekillinger med at jagte garnnøgler og nå hele vejen rundt om kurven, uden at katte-forældrene opdager at man laver ballade efter sengetid. Kan spilles, eller leges uden at følge reglerne. (Guldbrikken: Nomineret til Årets Børnespil 2020)
Fra 6 år
Froggit
2-6 spillere
Spilletid: 20 min
Dramatisk kapløb om først at få hele sin frøfamilie sikkert over på den anden side af dammen. Men pas på den sultne fisk! Froggit kan spilles på 2 sværhedsgrader, så strategien i spillet kan udvikle sig efterhånden, som man bliver bedre. (Guldbrikken: Vinder af Årets Børnespil 2021)
Fra 8 år
Anti-virus - Original
1 spiller
Spilletid: Fra 15 minutter
Spillet af en hjernevrider som kan spilles af en enkelt person. Du sætter brikkerne op efter instruksbogen og skal så se om du kan få det røde virus ud af spillepladen.
Det starter nemt, men du skal ikke igennem særlig mange af de 60 udfordringer før de små grå virkelig sættes på overarbejde. Et fint eksempel på at et spil ikke kræver store remedier for pludselig at blive temmelig kompliceret. Spillet anbefales til alle fra 8 år og op; men det vil give seriøse udfordringer til de voksne også. Og skulle du køre fast følger løsningen med!
Dixit
3-6 spillere
Spilletid: 30 min.
Et smukt, poetisk og meget kreativt spil for deltagere i alderen 8 år og opefter. Ved hjælp af fantasifulde og smukke kort, gælder det om at digte ledetråde, så andre kan gætte hvis kort der er dit. Men samtidig skal det være udformet så ikke alle kan gætte det. Det lyder forvirrende, men det giver mening når du prøver det. Alene de smukke kort er hele spillet værd.
Fra 10 år
Unlock! - escape adventures
1-6 spillere
Spilletid: 60 min.
Vælg mellem 3 forskellige mysterier, som skal løses ved at gennemsøge lokationer, sammensætte genstande og spor på den helt rigtige og ganske udfordrende måde! Unlock-spillene er inspireret af de klassiske Escape Rooms, men her kommer man på eventyr hjemmefra ved hjælp af kort og en tilhørende app, som kan give hints, kontrollere koder og holde styr på tiden …..som iler foruroligende derudaf! Den tilhørende app downloades gratis og kræver ikke internetforbindelse efterfølgende. Bliver man bidt, er der flere mysterie-spil i Unlock-serien (dog på engelske) – og også en udgave til børn Unlock Kids (dansk) som ikke kræver brug af app.
Fra 12 år
MicroMacro – Crime City
1-4 spillere
Spilletid: 15-45 min.
En form for 'Find Holger' men for voksne og større børn. Et samarbejdsspil som er nemt at gå til uden komplicerede regler og et væld af brikker. Udgangspunktet er et stort bykort over Crime City med et mylder af detaljer. Spillerne bevæbnes med en lup og en række spørgsmål og så er det ellers bare at kaste sig ud i Crime City, finde sporene og løse den makabre krimi-gåde. Også for dem som hader bræt og brikker. (Guldbrikken: Vinder af juryens Specialpris 2021.)
Fra 15 år
Hint
4 eller flere spillere
Spilletid: Ca. 45 min.
Hvordan mimer man en storby? Hvordan nynner man et marcipanbrød? Det skal du vide, hvis du skal gøre dig forhåbninger om at vinde i spillet Hint. Her skal du tale, tegne, mime, gestikulere eller nynne, så du gør det muligt for din holdkammerat at gætte, hvad det er der står på det kort du har trukket. Og du må kun gøre en af delene! Du må altså ikke tegne OG nynne på samme tid. Ud over at være et sjovt spil, får deltagerne trænet sine verbale og nonverbale kommunikative evner.
NB! Vi har også Hint Junior, Det røde hint og Hint go.
Det dårlige selskab
3-16 spillere
Spilletid: 30-60 min.
Et dejligt absurd spil for fjollerøve fra 16 år og op efter. Kort fortalt: en deltager læser en sætning op fra et pointkort, og de resterende deltagere skal så vælge et kort med den mest absurde, sjove eller sindssyge fortsættelse på den på begyndte sætning. Den hvis bidrag bliver valgt som den sjoveste af oplæseren, får et point. Der er garanteret grin og underholdning til alle tænkelige situationer.
I kan også reservere brætspil
De omtalte spil udgør kun en brøkdel af bibliotekets udvalg, her kan I danne jer et overblik over alle bibliotekets brætspil. I kan også reservere brætspil på lige fod med alle andre materialer på biblioteket.