Få kontrol over deling og tagging
Få kontrol over deling og tagging

Din digitale hverdag: Få kontrol over, hvad der bliver delt om dig

24.10.22
Dine venner tagger dig i et gammelt billede, eller en ven tagger dig i et reklameopslag. Vi har ikke altid styr på, hvad der bliver delt om os på sociale medier.

Selvom du selv kun deler billeder, opslag eller videoer af dem, du kender og har tilladelse fra, kan andre have fri adgang til at dele billeder og indhold af dig. Men du kan justere dine indstillinger og begrænse, hvem der skal kunne dele billeder og informationer om dig.


Gode råd til at begrænse, hvad der deles om dig:

  • Tjek dine indstillinger, og begræns, hvem der kan tagge dig.
  • Slå automatisk ansigtsgenkendelse fra på Facebook.
  • Sig fra over for opslag om dig, du ikke ønsker.
  • Tjek dine indstillinger, og begræns, hvem der kan tagge dig

Du kan selv i et vist omfang kontrollere, hvem der kan tagge dig og dermed dele oplysninger, billeder eller lignende om dig på de sociale medier. Det gør du i indstillingerne. 
På Facebook og Instagram kan du bestemme, om du vil godkende alt, du bliver tagget i, før andre får mulighed for at se det. I dine indstillinger under ”Profil og tag” kan du også begrænse muligheden for at tagge til særlige udvalgte venner. På LinkedIn kan du også i indstillinger under ”Synlighed” vælge, at det ikke skal være muligt for andre at nævne eller omtale dig i opslag.
 

Slå automatisk ansigtsgenkendelse fra på Facebook
Automatisk ansigtsgenkendelse anvendes mange steder – til at låse din telefon op for dig, uden at du skal indtaste kode, i apps som Google eller Apple fotos og på sociale medier som Facebook. Facebooks ansigtsgenkendelse bruges bl.a. til at genkende dig og foreslå dine venner at tagge dig. Ved at slå funktionen fra i dine indstillinger på Facebook, minimerer du sandsynligheden for, at dine venner tagger dig.
 

Hvorfor er det vigtigt?
Hvis du ikke har slået ansigtsgenkendelse fra i dine indstillinger på sociale medier, kan du nemt miste kontrollen med, hvor billeder eller opslag af dig ender. Din ven får måske et forslag fra Facebook om at tagge dig i et gammelt billede, som du ikke ønsker delt, og pludselig ender det alligevel på din profil. Tænk dig derfor om, inden du godkender brugen af ansigtsgenkendelse, og slå den fra, hvis du vil være sikker.

Læs mere om, hvordan du slår ansigtsgenkendelse fra på Facebook

Sig fra over for opslag om dig, du ikke ønsker
Sig fra, hvis nogen deler billeder af dig, som du ikke har givet tilladelse til, eller som er krænkende. Kontakt den, der har delt billedet, og bed vedkommende slette det. Du kan også anmelde det til dem, der styrer hjemmesiden eller det sociale medie, fx Facebook, og bede om at få det slettet.
Det samme skal du gøre, hvis du pludselig bliver tagget i et opslag, som enten er spam, eller som ikke har noget med dig at gøre.
 

Hvorfor er det vigtigt?
Det kan være grænseoverskridende at blive tagget i et billede, man ikke ønsker, at nogen skal se. De, der deler billedet af dig, har måske ikke tænkt over, hvad det betyder for dig. Så første skridt er at tale med vedkommende og bede om at få fjernet billedet eller opslaget. Du kan selvfølgelig også gøre opmærksom på, at du ikke ønsker billedet delt, allerede når han eller hun tager billedet af dig til festen eller fredagsbaren.

Hvis vedkommende ikke vil fjerne billedet, eller hvis du ikke kender den, der deler, kan du også anmelde det til udbyderen af hjemmesiden eller det sociale medie, hvor billedet ligger. Selvom du selv fjerner tagget, så dit navn ikke fremgår, vil billedet nemlig stadig findes på din ven eller følgers profil og kan derfor ses og deles af din vens følgere. Du kan også anmelde et opslag, du er blevet tagget i, hvis det har karakter af spam eller falsk reklame.

Se, hvordan du kan anmelde opslag på Facebook
 

[Oprindelig tekst: sikkerdigital.dk]