Folkeuniversitetet: Samtaler om scenekunst
I efteråret 2024 lancerede Folkeuniversitet Bornholm kurset AKTUEL SCENEKUNST i samarbejde med Teaterforeningen Bornholm. På kurset får deltagerne en introduktion til de scenekunstneriske genrer, dramaturgi og teaterforestillingers opbygning og elementer, og får redskaber til at forstå og få mere glæde af scenekunst.
Sammen med underviserne ser deltagerne 3 forestillinger af forskellige genrer, som teaterforeningen præsenterer, og taler med kunstnerne bag forestillingerne.
Kurset har været i gang i to måneder, og 15 deltagere i alt har været med til at se forestillingerne DIGGING DEEP af Kånstkollektivet og DØDSDANSEN af Holstebro Dansekompagni, samt deltaget i artist talks efter forestillingerne.
Fra deltagerne har der være positive tilbagemeldinger, og flere har tilkendegivet at de har fået mere ud af at se forestillingerne efter at have deltaget i kurset.
En deltager skrev blandt andet til underviserne efter introgang of forestillingen DIGGING DEEP:
"Tak for jeres fine intro igår - det var rigtig spændende, specielt den sidste del om genrer, og hvordan man 'kommer ind i et teaterstykke', hvad man skal lægge mærke til og hvordan man kan forholde sig. Det gav mig helt sikkert et bedre indfald og indlevelse i Digging Deep, og jeg synes de tre kunstnere var gode og professionelle."
Holdet på Folkeuniversitet Bornholm er i sæson 24/25, men lige nu arbejdes på et fortsat samarbejde mellem Teaterforeningen Bornholm og Bornholms Folkebiblioteker.
Kurset AKTUEL SCENEKUNST er en del af indsatsen FÅ FOLK I TEATRET!, der er støttet af Bikubenfonden.