Tour de France: Bag facaden
I 2019 udkom to biografier, der fortæller om livet bag kulisserne i professionel cykling. Den ene bog er en brutal beskrivelse af sportens dopingmisbrug i 00’erne. Den anden bog er mere opmuntrende læsning på sportens vegne.
Den fortabte ungdomsrytter
Fodboldspilleren Nicklas Bendtner var ikke den eneste sportsudøver, der udgav en kontroversiel selvbiografi i 2019. Det var også året, hvor den tidligere cykelrytter Thomas Dekkers selvbiografi udkom på dansk. I Røvtour fortæller han om, hvor vanvittig professionel cykelsport var i 00’erne. Thomas Dekker var et kæmpetalent som ungdomsrytter, men han skyllede sin karriere ud i toilettet med en cocktail af doping, damer og druk. Den hollandske rytter blev taget for doping kort efter, at hans holdkammerat Michael Rasmussen var blevet smidt ud af Tour de France på et tidspunkt, hvor danskeren ellers så ud til at vinde løbet. Det forløb beskriver Thomas Dekker i detaljer i Røvtour.
Delte anmeldere
De danske anmeldere havde delte meninger om Thomas Dekkers barske beretninger fra kulisserne i cykelsporten. Nogle var begejstrede: ”En fremragende bog. Jeg læste den på rekordtid,” skrev Cykelmagasinet.
”Røvtour er underholdende, interessant, fascinerende, faktisk forrygende og nærmest umulig at lægge fra sig,” lød anmeldelsen hos Cycling World.
Der var dog også anmeldere, som ikke brød sig om Thomas Dekkers brutale ærlighed: ”Dekker tager stort set samtlige dopingmidler på markedet, og gerne flere på samme tid. Han drikker som et hul i jorden, har klippekort til bordeller og ludere og det, mens han kører løb på højeste niveau. Han er ualmindelig usympatisk og meget arrogant,” skrev Bognørden.
En renere sport
Mens Røvtour beskriver, hvor vanvittig professionel cykling var i 00’erne, så er der straks mere optimisme at hente på sportens vegne i Den hemmelige cykelrytter. Bogens anonyme forfatter fortæller, at der er blevet gjort meget for at gøre sporten renere, og at han er fuldstændig overbevist om, at der er mindre doping i cykelsporten nu end i 00’erne. Han har dog ikke meget til overs for dem, der kritiserer dopingsyndere som Lance Armstrong, Thomas Dekker, Bjarne Riis og Michael Rasmussen, for ifølge forfatteren var det ikke kun doping, der gjorde dem så gode:
"Jeg anser mig selv for at være en virkelig god rytter, og jeg er endt i top ti i både Tour de France og Vuelta a España, men uanset hvor meget doping jeg havde taget, ville jeg aldrig være nået op på det niveau.”
Både Røvtour og Den hemmelige cykelrytter kan lånes som både e-bog og lydbog på ereolen. Begge lydbøger er indlæst af Thomas Gulstad.
[Oprindeligt skrevet af eReolen]