Fri abort i Danmark
Den 24. maj 2023 markerer vi et betydeligt jubilæum i Danmarks historie. For præcis 50 år siden vedtog Danmark loven om fri abort - en milepæl i kampen for kvinders rettigheder.
Danmark var et af de første lande i Vesteuropa, der sikrede kvinder over 18 år adgang til fri abort frem til uge 12. En beslutning, der har formet mange kvinders liv, og som har været afgørende for vores opfattelse af kvinders ret til at bestemme over deres egen krop.
Litteraturens skildringer af aborten før den blev fri
Litteraturen har ofte været en vigtig arena for at udforske sociale problemer og tabuer, og abort er ingen undtagelse. I et samfund, hvor abort var ulovligt, blev kvinder tvunget til at søge desperate og ofte farlige løsninger. Men det var ikke kun den fysiske risiko, der var overhængende. Stigmaet og skammen i forbindelse med abort var også skadelig.
Bøgerne nedenfor er relevant læsning i en tid, hvor retten til fri abort stadig diskuteres, og hvor rettigheden langt fra gælder alle verdens kvinder:
De danske
'Gift' af Tove Ditlevsen er en uforglemmelig roman, der kaster lys over de lidelser og konsekvenser, som kvinder måtte gennemgå før indførslen af fri abort. I sin gribende selvbiografiske fortælling beskriver Ditlevsen, hvordan smerterne i forbindelse med en illegal abort førte til hendes stofmisbrug. Lån lydbogen på eReolen.
'Når snerlen blomstrer' af Bjarne Reuter fra 1983 står som en klassiker for i hvertfald os, som stod på tærsklen til ungdommen i den periode. Bogen kredser primært om hovedpersonen Bjørns liv sammen med hans jævnaldrene kammerater Erik, Torben og Claus. Det er deres problemer og oplevelser, vi som læsere tager del i, og overordnet giver romanen et billede af ungdomslivet, og de genvordigheder, vi alle skal gennemleve i overgangen mellem barn og voksen. Centralt i erindringen om romanen (og filmatiseringen) står Bjørns og Annas forelskelse, som ikke kan bære, da Anna bliver gravid og får en illegal abort.
Nobelprismodtageren
Annie Ernaux bruger den autentiske stil, hun er kendt for, i 'Hændelsen', der tegner et råt og usminket billede af den traumatiske oplevelse, det var for hende at gennemgå en illegal abort i Frankrig i 1960'erne.
Ernaux beskriver med stor præcision de frygtelige detaljer omkring aborten, men også den skyld, skam og social isolation, der fulgte. Lån lyd- og ebog på eReolen.
Klassikeren
I 'Revolutionary Road' af Richard Yates beslutter April Wheeler sig for at gennemføre en selvpåført abort, da hun finder ud af, at hun er gravid med sit tredje barn. Hun føler sig fanget i et liv, hun ikke ønsker - et liv præget af tomhed, utilfredshed og en mangel på frihed. Aborten er ikke kun en fysisk handling; den er også et symbol på desperation, en tragisk forsøg på at genopnå kontrol over et liv, der føles stadigt mere meningsløst og begrænset. Lån lydbogen på eReolen.
Den splinternye
'Når du strammer garnet' af Camilla Stockmann handler hovedsageligt om en af de kvinder, der tog livet af sit spædbarn i 1940'erne, men forfatteren fortæller også om andre kvinde- og barneskæbner i danmarkshistorien.
For at forstå mødrenes desperation belyser forfatteren de socialhistoriske forudsætninger for danmarkshistoriens mange barnedrab og fortæller om en række ofte fattige kvinders brutale virkelighed med uønskede graviditeter, mislykkede forsøg på fosterfordrivelse og barnedrab.
Litteraturen giver os ikke blot et indblik i den grusomme virkelighed, mange kvinder stod overfor før legaliseringen af aborten. Den påviser også vigtigheden af at bryde tavsheden om det tabubelagte emne, så vi kan bekæmpe den stigmatisering og skam, der stadig følger med indgrebet.
[Redigeret tekst, oprindeligt skrevet af Litteratursiden]