Onlinedebat om familiekrøniken 'Om hundrede år'
Litteratursiden inviterer til debat på onsdag. Du kan allerede nu melde dig til debatten og sende spørgsmål på Facebook.
Anna Elisabeth Jessen (f. 1956) flyttede i 1998 med sin mand ind på familiens gamle slægtsgård fra 1867 i Sønderjylland. Her fandt hun en skuffe med sine bedsteforældres brevudveksling under 1. verdenskrig, hvor bedstefaren var ved fronten i Frankrig som soldat. Det er denne skuffe, hun har skrevet sig ud af. Brevene blev nemlig startskuddet på en fiktiv romanfortælling, som hun har skrevet med udgangspunkt i egen familiehistorie.
Forfatteren, der har en baggrund som dokumentarist, skildrer en sønderjysk slægt gennem flere generationer med følgerne af Første Verdenskrig som den røde tråd. Ved at sætte ord på den dansk-tyske konflikt og på det at være sønderjysk, kaster hun nyt lys på 100 året for Genforeningen i juni. Familiekrøniken tager afsæt i breve fra forfatterens egen slægtsgård og fortælles fra skiftende perspektiver i hundrede nedslag - et for hvert år fra 1914 til 2014.
Meld dig til debatten på Litteratursidens facebookside.