Forbudt kærlighed
"Tigerhjerte" af Lise Villadsen
16-årige Kiki forelsker sig i sin nye papbror, da deres forældre flytter sammen. Først er hun selvfølgelig ikke klar over det, for han er totalt arrogant og træls, men langsomt vokser de varme følelser. Men gengælder papbroren hendes følelser og må man overhovedet godt flirte med sin papbror? Det er kompliceret men hold op, det er også en god historie!
"Hej Luca" af Julie Clausen
Det, der bare ikke må ske, sker for Julie, da hun forelsker sig i sin søsters lækre kæreste. Julie er droppet ud af universitetet og er flyttet hjem. Hun keder sig og føler sig som en stor fiasko, så hun har ikke så stor modstandskraft, da søsterens kæreste flirter med hende.
"Alt eller intet" af Nicola Yoon
Teenageren Madeline lider af en sygdom, der holder hende indendøre og isoleret fra andre mennesker. Hun kan ikke tåle at blive smittet. Men så flytter der en fyr ind i nabohuset. De får øjenkontakt gennem vinduet og langsomt prøver de at lære hinanden bedre at kende - og snyde sig til at mødes. Madeline må gøre op med sig selv, om det er livet værd at skulle være spærret inde uden at opleve kærligheden.
[Oprindeligt skrevet af Randers Bibliotek]