Marie anbefaler 596 underholdende sider: Jonathan Franzen: Korsveje
Marie anbefaler: Korsveje af Jonathan Franzen (2021)

Marie anbefaler 596 underholdende sider

11.03.22
Jonathan Franzens seneste roman 'Korsveje' er en rejse tilbage til USA anno 1971, en historie om en amerikansk familie, som vi næsten føler, at vi genkender. Så mange film og romaner fra perioden har i hvert fald Marie været igennem tidligere.

I ’Korsveje’ inviteres vi ind i familien Hildebrandt, en præstefamilie – far, mor og 4 børn – i et miljø, hvor det religiøse naturligvis fylder meget, men hvor hverdagen og familiedynamikkerne også i høj grad påvirkes af alle de bevægelser af kulturel og samfundsmæssig karakter, der skyllede ind over USA i den periode. Netop kigget indenfor i det religiøse miljø og de komplekse familiekampe og -beskrivelser gjorde romanen ekstra spændende for mig. Rent geografisk er vi i byen New Prospects, nær Chicago.

Historien udspiller sig frem til marts 1974, men særligt perioden 1971/72 fylder meget i fortællingen om familien, som består af pastor Russ, den hjemmegående Marion, og de 3 ældste børn: Den universitetsstuderende, lidt nørdede Clem, den populære cheerleader og gymnasiepige Becky og den rodløse og stærkt intelligente hash-misbruger, ca. 16-årige Perry. Efternøleren Judson på 11-12 år har ingen egentlig stemme i historien. Fortællevinklen skifter for hvert kapitel, og det giver en god læsedynamik – og løbende tankevækkende og skiftende vinkler på de samme situationer. 

Crossroads

Gennem romanen er skildringen af pastor Russ central, hans frustrationer over embedet, ægteskabet og udsigten til en mulig affære med et sognebarn, en stærk motor, som også påvirker familielivet på både bevidst og ubevidst plan. Vi kommer med tilbage til hans dannelses år som militærnægter i Arizona blandt den oprindelige befolkning – et ophold med erfaringer og indsigter der følger ham langt ind i voksenlivet, og som han også vender tilbage til i forbindelse med kirkens ungdomsarbejde. ’Crossroads’ hedder kirkens ungdomsafdeling, som ud over at give titel til romanen, også viser sig at lægge scene til en stor del af bogens drama på indre og ydre linjer.  

Utilstrækkelighed, afmagt og begær. Had

Pastor Russ har været ansat i den lokale kirke i 15-20 år, men på kanten af romanens begyndelse ansættes en ung hjælpepræst, Rick, som viser sig at have et helt særligt tag på de unge. Med ham vokser møderne i ungdomsgruppen i popularitet, og de får en nærmest magnetisk tiltrækning på store dele af ungdommen i området – inkl. 2 af Russ’ egne børn. Nøgleordene er tillidsøvelser, sang, fællesskab og frivilligt arbejde – og knapt så mange bønner! Russ udelukkes fra denne del af det kirkelige arbejde, hvorfor skal ikke afsløres her, da det er ret afgørende for fortællingens opbygning – men den yngre Rick er überpopulær. Refleksionerne over Russ’ had til den unge præst er interessante og i helt klart i konflikt med hans kirkelige overbevisning – lige så hans fysiske besættelse af enken Frances. Utilstrækkelighed, afmagt og begær. Had.

Faderskammen

Fra de unge børns synsvinkel bevæger man sig med ind i kirkens ungdomsgruppen og følger særligt Beckys og Perrys dilemmaer ved at tilvælge Crossroads, når deres far dybest set er blevet ekskluderet fra gruppen. Storebror Clem sætter præcise ord på sin oplevelse af faderen – og skammen over ham. En del af konflikterne er bundet til tidsbilledet, men som ’almindeligt’ generations- og forældreoprør står beskrivelserne også stærkt. Overbevisninger i forhold til Vietnam-krigen, ’hippiemusik’, racisme, uddannelse og eksperimenter med drugs indgår naturligt, men ”for og i mod” viser sig ikke blot at være generationsspørgsmål. 

Præstefruen bag facaden

Moderen Marion er på sin vis den figur, som vokser mest hos i hvert fald mig. Umiddelbart virker hun vag og selvopofrende, en småkagebagende præstefrue. Men hun viser sig at være hjernen bag mandens prædikener og at have en vild ungdom bag sig. Hun er som hjemmegående naturligt nok væsentligt tættere på børnenes hverdagsliv end præsten – men ved hun egentlig hvad der rør sig hos dem, og er det ’tilladt’ at have et favoritbarn?

Indre dramaer

Jeg har ikke tidligere læst Jonathan Franzen, så jeg og andre nye læsere kan gå baglæns i forfatterskabet videre med Franzens tidligere romaner og essaysamlinger. Eller nysgerrigt vente på de næste 2 bind af Jonathan Franzens amerikatrilogi “Nøglen til mytologierne”. Jeg er klar, ikke mindst på baggrund af Franzens fornemmelse for indre dramaer!

Læs mere om Jonathan Franzen på Forfatterweb.
 

Materialer
GennemseGennemse
  • Bog

Korsveje

Af Jonathan Franzen (2021)
Individ og familie, Gud og det amerikanske samfund i begyndelsen af 1970'erne omfavner en på alle måder stor og ...
Læs mere
GennemseGennemse
  • Bog

Purity

Af Jonathan Franzen (2015)
Pip Tyler med det rigtige navn Purity er tynget af studiegæld og en voksende irritation over hverken at kende sin far...
Læs mere
GennemseGennemse
  • Bog

Længere væk

Af Jonathan Franzen (2013)
Forfatterens essays 1998-2011 om at skrive, om litteratur, om fuglekrybskytteri og ikke mindst om sin stærkt savnede ...
Læs mere
GennemseGennemse
  • Bog

Frihed

Af Jonathan Franzen (2011)
Amerikansk epos om den en gang så perfekte, men nu stærkt samspilsramte Berglund familie, hvis personlige historie væ...
Læs mere
GennemseGennemse
  • Bog

Ubekvemmelighedszonen : en personlig beretning

Af Jonathan Franzen (2007)
Den amerikanske forfatter (f. 1959) beskriver sin opvækst i Midtvesten og sin udvikling frem mod et voksenliv i New York
Læs mere
GennemseGennemse
  • Bog

Korrektioner

Af Jonathan Franzen (2002)
Humoristisk beskrivelse af familien Lambert, der er i total opløsning, med faderen ramt af Parkinson og børnene enten...
Læs mere