Selvbetjent åbningstid annulleres!
"Det sku' vær' så godt" hedder det i en gammel sang, og alle glædede sig til, at øens biblioteker genåbnede d. 23. april.
Desværre har vores interne evaluering af den første tid med krav om fremvisning af coronapas gjort det klart for personalet, at vi har været for optimistiske ved at åbne for selvbetjente åbningstid.
"Desværre har der ikke været fuld forståelse hos alle brugere for, at man ikke må komme ind på biblioteket uden coronapas" siger biblioteksleder Jon Madsen.
"Vi har nogle meget tydelige regler i øjeblikket, og kravet om coronapas gælder i hele åbningstiden - også i den selvbetjente de. Efter den første tid med stikprøver i den selvbetjente åbningstid må jeg konstatere, at vi kun er i stand til at sikre adgangskravet forsvarligt i den betjente åbningstid, og derfor kan brugerne fra tirsdag d. 4. maj kun komme indenfor, når der personale til stede."
Hele personalet ved folkebibliotekerne arbejder i øjeblikket på højtryk med ekstra bemanding for at efterleve reglerne om kontrol af coronapas. Det betyder, at der nogle steder er åbent i færre timer end normalt. Se de gældende åbningstider på forsiden af hjemmesiden eller i app'en.