Praktikanten anbefaler Fantasy-serien Woodwalkers
Rose Høst har været pratikant hos os her i uge 4. Rose går i 8. klasse på Svaneke Friskole. I sin fritid kan hun godt lide at ride, være kreativ eller gå en tur i naturen. Hun bruger meget af sin tid på at læse: "Der findes ikke noget bedre end at sidde med en kop te og en god bog!"
Rosa anbefaler: Katja Brandis: ”Woodwalkers: Carags forvandling” (bind 1)
”Woodwalkers: Carags forvandling” handler om drengen Carag der bor med sin plejefamilie i byen Jackson Hole. For to år siden fandt politiet ham foran politistationen uden at kunne huske noget. Det er i hvert fald hvad folk tror. I virkeligheden kan Carag huske alt. Før han kom til Jackson Hole, levede han med sin familie ude i skoven. Carag og hans familie er nemlig 'woodwalkers' - mennesker der kan forvandle sig til dyr. De er halvt mennesker, halvt dyr. Men det må ingen mennesker få at vide. Carag og hans familie er puma-woodwalkers. De levede som pumaer ude i skoven indtil den dag hvor Carag besluttede at ville leve som menneske.
En dag, To år senere, møder Carag en anden woodwalker. Hun inviterer ham til sin woodwalker kostskole, Clearwater High. Der får han mange nye venner, deriblandt bison-woodwalkeren Brandon og egern-woodwalkeren Holly. Men det er desværre ikke alle, der kan lide ham. Jeffrey og hans ulvekobbel, er skolens bøller. Og de kan ikke lide katte som Carag.
Så er der Andrew Milling, en meget rig forretningsmand der også er puma-woodwalker ligesom Carag. Han opsøger Carag, men Carag kan ikke lide ham. Der er noget galt. Også selvom alle taler så godt om ham. Carag har også problemer med faget 'forvandling'. Hans forvandlinger går ikke så godt, og han er bange for at dumpe til eksamenen sidst på året.
Et fedt univers i grænsefeltet mellem mennesker og dyr
Jeg kan rigtig godt lide Katja Brandis skrivestil. Hun har et flydende sprog, der er rart at læse. Jeg synes det univers bogen foregår i er rigtig fedt, det er en blanding af menneskenes og dyrenes verden.
”Woodwalkers: Carags forvandling” er den første bog i en serie med seks. Der er også udgivet andre bøger i samme univers. Originalt skrevet på tysk og oversat af Birgit Fuglsang.