Marie på dødsruten med Ole Jastrau
Hvis jeg var typen som understregede mindeværdige sætninger i de bøger, jeg læser eller satte små bogmærker ind, så ville jeg have haft travlt med pennen i disse uger. Jeg har lyttet Tom Kristensens ’Hærværk’ (1930) på eReolen – det er ikke et genhør, men mærkeligt nok allerførste gang jeg læser denne klassiker. Og det passer godt ind i min læseplan for disse år – at få læst eller genlæst nogle flere af ’de store klassiske’ romaner.
’Hærværk’ er uhyre velskrevet, uhyre skarp og uhyre uhyggelig! Beskrivelsen af den menneskelige deroute er uden sidestykke, tror jeg. Den fallerede litteraturredaktør Ole Jastrau på det store københavnske dagblad (Politiken) beslutter sig på mærkværdig vis for at gå i hundene. Et godt stykke inde i rækken af drukture opsøger han chefredaktøren for at tage sin afsked og uddyber sin opsigelse med ordene: ”til september er jeg gået helt til bunds.” Chefredaktør Iversen, selv noget af en speciel karakter, reagerer også noget desorienteret, ”Men hvor må De være ung, siden De med vold og magt vil i hundene”.
I denne tid hvor Thomas Vinterbergs film ’Druk’ er på alle læber er ’Hærværk’ mere aktuel end nogensinde. Et syret eksperiment med identiteten og kroppene hos de mænd, som optræder i nutidens ’Druk’ og i slut-1920’ernes København i ’Hærværk’. Det er forår, Tivoli er åben og det er uforståeligt, hvad der får Jastrau til at vælge flaskerne frem for kone, lille barn og et (i hvert fald i omverdenens øjne) godt job på avisen. Men han arbejder målrettet på at gå i hundene samtidig med, at hans tanker, bristede drømme, mindreværd og dæmoner på et andet plan får hans plan om at gå i hundene til at antage et nærmest filosofisk niveau på linje med de scener i ’Druk’, hvor hovedpersonerne rapporterer deres alkohol-observationer til en videnskabelig artikel.
På dødsruten
For mange herrens år siden var jeg opvasker på et klassisk københavnsk dødsrute-værtshus, 60 år efter Jastraus deroute. Jeg genkender typerne, sproget, personernes ageren og genkalder mig min unge undren over, hvad de søgte dér i den småskumle belysning mellem kl. 3 og 5. Især dem som kom igen og igen. Men mon ikke der er nær lige så mange forklaringer, som der var forskellige mennesker? Og hyggepianisten Karlo tabte hovedet ned i tangenterne, når han havde fået for mange gratis elephanter!
Jeg skal ikke spoile slutningen for førstegangslæsere, men derouten er markant i Jastraus selvreflektion:
”Ødelagt ægteskab og ødelagt stilling. Her stod han. Slagsmål og ødelagte ruder. Ynkelig forførelse og troløshed. Latterlig konversion og ildebrand. Hallucination og hærværk. Og Ecce Homo! Var det et menneske? Og whisky, whisky, whisky!”
Læs ‘Hærværk’ for det blændende sprog, fantastiske personbeskrivelser, sylespidse dialoger, uhyggen – og for tidsbilledet. Enhver vil genkende København, men lige netop slut-tyvernes storby har de færreste af os spadsereret rundt i.