David anbefaler en smuk billedbog
Bibliotekets David Bendixen har haft en dejlig læseoplevelse med billedbogen 'Livet' , som er skrevet og illustreret af norsk-gambianske Lisa Aisato: En utroligt smuk og velillustreret billedbog om livets gang.
Bogen er bygget op omkring livets gang, helt fra barndommen til alderdommen. Hver side har en smuk illustration kombineret med en kort tekst, oftest en sætning eller blot et par ord. Hver illustration med en tilhørende tekst indfanger på smuk vis forskellige af livets øjeblikke. Trods opbygningen med de meget korte tekster og illustrationer har Aisato skabt en utroligt smuk fortælling, som man let kan fordybe sig i.
Hver illustration indeholder en form for simpelhed, dog uden at gå på kompromis med kvalitet og indhold. Man finder en form for utrolig detaljerighed i de enkelte illustrationer, selv om illustrationerne måske kan virke simple ved første øjekast. Og når man ser efter så rummer de enkelte illustrationer følelser og søde fortællinger, som man får øje på, når man giver sig selv tid til at dvæle ved de enkelte illustrationer.
En bog fuld af smukke detaljer
Der kan være langt i mellem at der kommer en litterær perle som denne bog. Personligt havde jeg svært ved at lægge bogen fra mig igen, da jeg først gik i gang med den. Efter min første gennemlæsning er jeg flere gange vendt tilbage til den for at dykke ned i de smukke illustrationer endnu en gang. Hver gang jeg har haft bogen i hænderne har jeg opdaget små nye detaljer i de smukke illustrationer, som jeg har brugt tid på at nærstudere.
Både børn og voksne få noget ud af at læse denne bog - enten hver for sig eller sammen. Forældre kan f.eks. læse den sammen med mindre børn, hvor man i fællesskab nyder de smukke illustrationer og snakker om billederne og livets gang.