Bibliotekar Lea Wolffbrandt fortæller om sin glæde ved eventyr
Bibliotekar Lea Wolffbrandt fortæller om sin glæde ved eventyr

Lea elsker eventyr

19.03.20
Inspiration til højtlæsning og hyggestunder

Litteratur og særligt eventyr har fulgt bibliotekar Lea Wolffbrandt fra hun var helt lille. Hun er vokset op på landet, ja langt ude på landet vil nogen sige, og der var ikke et folkebibliotek lige i nærheden. Men i barndomshjemmet ved Holmegaard i det Sydsjællandske, var der fyldt med børn og fyldt med bøger og med forældre, der syntes at bøger og historier og fortællinger var vigtige

Find inspiration til gode højtlæsningsstunder i Leas erindringer nedenfor.

Lykkelige slutninger

Jeg fik ofte læst højt, både af mine forældre og af mine søskende: HC Andersens eventyr, Grimms Eventyr, Tusind og én nats eventyr, Charles Perraults Gåsemors Eventyr. I eventyret skal man så meget ondt igennem, men oftest er der en lykkelig slutning. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg elsker lykkelige slutninger, eller bare slutninger med håb om en forandring til noget bedre.

Eventyrene trænede Lea i at være modig

Jeg var ikke ret gammel, da jeg fik første gang fik læst eventyret om Blåskæg, ridderen der slog sine koner ihjel og gemte ligene i det hemmelige værelse, og om hans unge kone, der trodsede hans befaling om ikke at åbne døren til det grumme værelse, men gjorde det alligevel fordi hun var nysgerrig. Og hun sender bud efter sine brødre, for ikke selv at blive slået ihjel af sin onde mand. Eventyret er magisk, mystisk, gysende, forbudt og dragende på allerbedste fortællervis. Og i den grad handler det om at være modig. Det talte lige til mig, der absolut skulle trænes i modighed.

Rumleskaft er skam også på eReolen!

Et af mine yndlingseventyr er eventyret Rumleskaft. Det handler om prinsessen, der gerne vil være dronning, næsten uanset omkostningerne, og naturligvis om dværgen Rumleskaft. Et eventyr og modighed, snyd, bedrag og forhandling… og slutningen holder med børnene.

Du kan finde mange af mine yndlingseventyr på Ereolen/EreolenGo, og der er masser at gå i gang med, både som e-bøger og lydbøger, til god læse- og lyttestund for hele familien. Og ganske ofte er der lykkelige slutninger!

Find eventyrene på eReolen

Note: For at læse og lytte på eReolen og eReolenGo skal du være oprettet som bruger på Bornholms Folkebiblioteker. Du logger på med lånernummer og 4-cifret pinkode. Stream eller download titlerne via eReolens app, som du finder der, hvor du normalt henter apps.