Inspiration: Marie anbefaler bagebogen 'Sødt med surdej'
Cathrine Brandt: Sødt med surdej (2021)

Marie elsker surdej

12.01.22
Nu også sød surdej!

Og nu skal hun prøve nye metoder til bagning af søde deje, da en ny bagebog af Cathrine Brandt er ualmindeligt inspirerende. 'Sødt med surdej' hedder den.

Marie har en mere end 25 år gammel rugsurdej, som hun vogter nidkært over. Og der kommer vel en 50 rugbrød over den hjemlige disk i løbet af året. For 4-5 år siden rykkede også en hvedesurdej ind i køleskabet, og også med den er det en magisk oplevelse, at vand, mel og mælkesyrebakterier i forening kan kan få brød til at hæve, tilføje en dybde i smagen og medvirke til at brød (og kager) nemmere fordøjes. 

Sødt med surdej - slut med gær!

Jeg kigger altid en ekstra gang på de nye bagebøger, biblioteket køber. Ofte bliver jeg forført af en lækker forside, men lige så ofte skuffet når jeg kigger nærmere på de enkelte opskrifter. Det er der typisk 2 grunde til: Enten viser bogen sig at indeholde en masse opskrifter på gamle klassikere, blot stylet lidt moderne på billederne - eller også (og det gælder især brød), så er forklaringerne på brødets magi så videnskabelig, at jeg står helt af. Den bagebog jeg falder for, er den som formidler begejstring og får nye metoder til at fremstå enkle. Sådan en bog er 'Sødt med surdej' - jeg får med det samme lyst til at gå i gang. Og ja, i mit køkken står i disse timer en surdej og bobler, og kardemommesnurrer er på vej!

Cathrine Brandt sender i store træk den klassiske pakke gær (økologisk eller ej) på pension. Du har ikke brug for den. Med en aktiv surdej bliver du med lidt øvelse og en smule planlægning i stand til at gå i gang med bagning uden at skulle tjekke, om du nu også har gær på køl. Du slipper for gærlugten, og du bliver på en meget tilfredsstillende måde selvforsynende. Og du slipper også for gang på gang at skulle kassere en pakke halvmuggen eller udtørret gær.

Overskudsdej

Når man først er i gang med hvedesurdejen – også til de søde deje – så kan man i begyndelsen ofte opleve, at man står med overskudssurdej, fordi man dels altid skal sørge for at gemme en basishvedesurdej og dels ikke har regnet præcist ud, hvilken mængde man egentlig har brug for til sit aktuelle bageprojekt. Her kommer Cathrine Brandts bog dig også til hjælp – hun lancerer adskillige gode ideer til at få anvendt overskudssurdejen: I pandekage- og vaffeldej, i cookies, brownies, kiks, bananbrød, muffins og meget mere. Igen bliver resultatet en dybere smag i dit bagværk. Også i de klassiske fødselsdagsboller!

Jeg anbefaler 'Sødt med surdej' varmt - du kan reservere den nedenfor.

P.S. Cathrine Brandt kan du selvfølgelig også finde på Instagram.

Reservér Cathrine Brandts bog i biblioteket
GennemseGennemse
  • Bog

Sødt med surdej

Af Cathrine Brandt (2021)
Få inspiration til at bage med surdej og overskudssurdej i det søde køkken og tips til, hvordan du passer og får succ...
Læs mere