Ved første blik!
Bibliotekets Jasmin Würtz har fundet en gammel kending frem - er der noget så trygt som at genlæse en gammel kærlighedsroman?
Familie, flyvetur, kærlighed og modstand, er med til at beskrive Jennifer E. Smiths bog 'Den statistiske sandsynlighed for kærlighed ved første blik'.
Jennifer E. Smith maler et utroligt godt billede af hvordan det føles at være nyforelsket. Og det er netop det hun kan, hun kan male scenen for en. Man kan næsten dufte omgivelserne, når man læser hendes bog. En sjælden gave.
'Den Statistiske Sandsynlighed for kærlighed ved første blik' er en 'feel-good'-kærlighedsroman, der tager dig med på en rejse. Bogen tager dig blidt ved hånden og lover at passe på dig og aflevere dig hjemme igen, når det hele er slut - med et kindkys og et kram som tak for selskabet!
Dronningen af feel-good
Jennifer E. Smith er uden tvivl en af dronningerne af 'feel-good'-genren. Hun har en speciel måde at skrive på, helt sin egen, der lader bogen udfolde sig som perler på en snor for en. Og selvom hovedpersonerne skal så grueligt meget igennem, ved vi, når vi sætter os ned med bogen i skødet, at den ender godt, og efterlader os med et smil på læben. Om de får hinanden i enden eller ej, er på sin vis underordnet, for det er følelsen vi træder væk med, der gør det hele læseoplevelsen værd.