Marie anbefaler Helga Flatlands 'Et liv forbi'
Helga Flatland: Et liv forbi (2021)

Marie anbefaler: Et liv forbi

23.11.21
Norsk bog om mor-datterforholdet – og familieforhold i det hele taget

Den døende mor har første og sidste ord i denne bog af Helga Flatland. Men ellers skifter synsvinkel fra mor til datter i hvert kapitel. Det er et godt greb - vi får situationer, minder og traumer belyst fra begge sider. 

Datteren Sigrid bor med sin familie i Oslo, langt fra barndomshjemmet, som lå i en lille bygd på Vestlandet. Man forstår hurtigt, at datteren ganske vist bor i Oslo af karrieremæssige grunde, men også har bosat sig langt fra hjemegnen for at distancere sig fra moderen, som hun føler har svigtet sine to børn big time.  

Det sidste år

Historiens (måske banale) drivkraft er moderens alvorlige kræftdiagnose og sygdomsforløb, som strækker sig over et års tid. Sygdommen skrider frem, som den frygtelige sygdom ofte gør, fremskridt-tilbagefald, kemo, bivirkninger etc., men for mig er det ikke en bog om et sygdomsforløb. Det er en bog om familiemekanismer, om forsøg på at nærme sig hinanden på trods af den store mentale distance og modsatrettede oplevelser af svigt. Denne sætning fra bogens begyndelse (moderens synsvinkel) tegner forholdet mellem mor og datter ret præcist op: 

”Hver gang jeg taler med hende [datteren] tror jeg, at noget vil ændre sig, jeg mærker det ikke, før vi har lagt på, sidder altid tilbage med en følelse af noget uforløst. Ofte er jeg frustreret i flere dage efter vores samtaler, af bebrejdelserne, der ligger i tonefald og pauser, det lille sekunds tavshed, hun indskyder, før hun svarer, som for at give mig tid til at sige noget mere.” (s. 26)  

Hvem blev svigtet?

Det lyder som en usund relation, og som læser kommer man helt tæt på, hvad der lagde grunden til distancen og frustrationerne i mellem mor og datter. Faderen rammes af en hjerneblødning, mens Sigrid stadig er barn og broderen ung teenager – og som andre i samme situation følte Sigrid sig overset og svigtet af moderen, som helliger sig omsorgen for sin stærkt handikappede mand. Hvem burde have set børnene, de andre i bygden, den øvrige familie? Vi ved det ikke, men i dialogen mellem bror og søster tyder noget også på at oplevelsen af, hvad der skete dengang ikke var ens for de 2 børn. 

Generationsskifte

Væsentligt for udviklingen i historien er, at datteren både som ’datter’ og som uddannet læge påtager sig omsorgsrollen for moderen. Det er svært set i lyset af familiehistorien, men også den almengyldige oplevelse for børnene af, at de nu skal agere ’de voksne’ i forholdet til moderen, noget jeg tror, at mange læsere vil kunne spejle sig i – uanset om man har prøvet det eller går og forbereder sig på dette ’generationsskifte’. Mor og datter forsøger at nærme sig hinanden. Det er virkelig vanskeligt, men meget velfortalt.

Mor-datterfoldet som hovedtema får en ekstra dimension, da Sigrid selv blev tidligt mor, og derfor befinder sig i den klassiske sandwich, hvor hun parallelt med sine følelsesmæssige bokserier med moderen også kæmper med at finde sin nye plads og roller i forhold til sin unge, men voksne datter. For mig er det ikke den vigtigste del af romanen, men det giver det psykologiske portræt af Sigrid et ekstra tvist.

Læs mere om Helga Flatlands forfatterskab på Litteratursiden.
 

Lån bogen
GennemseGennemse
  • Bog

Et liv forbi

Af Helga Flatland (2021)
Sigrid bor med mand og to børn i Oslo, langt fra barndomshjemmet. Da hendes mor får en alvorlig kræftdiagnose forandr...
Læs mere
GennemseGennemse
  • Ebog

Et liv forbi : roman

Af Helga Flatland (2021)
Sigrid bor med mand og to børn i Oslo, langt fra barndomshjemmet. Da hendes mor får en alvorlig kræftdiagnose forandr...
Læs mere