Marie anbefaler: Jeg tog ned til bror
Forleden hilste jeg på en gammel kollega her fra Rønne Bibliotek, og så faldt snakken på, hvad han lige havde afleveret – 3. bind af Karin Smirnoffs ’Jeg tog ned til bror’. Han var meget begejstret. Jeg huskede godt, at kollegaen ofte har anbefalet svenske romaner, men der var bare noget insisterende i tonen, som gjorde at jeg skyndte mig at reservere bogen. Dvs. bind 1 selvfølgelig!
En guddommelig sætning
Nogle gange skal man jo lige i gang, og hvad afgør, om man bliver suget ind i en bog? For mig skete det allerede på første side, hvor hovedpersonen Jana kommer travende i snestorm i barndomsbyen Smalånger:
”Vores forældre elskede evertaube og så døde de”.
Det er ikke spor mærkeligt, at forældrene har været glade for Evert Taube, de har alderen til at være vokset op med festlige 'Calle Schewens vals', men den absurde måde deres liv summeres op på i den korte sætning, gjorde mig forelsket i bogen næsten ved første blik.
Som læser skal du ikke forvente en sjov eller hyggelig roman, vi er langt fra Lønneberg her. Det er en rå fortælling om en dysfunktionel familie, fortrængte minder, vold, tilgivelse, men fortalt med stor ømhed og en detaljeringsgrad, som gør historien troværdig, selv om den også er vild og langt ude.
De fortrængte minder
Jagt spiller et vist tema i historien, og da Jana er på jagt efter en fugl til aftensmaden i begyndelse af fortællingen, tænker hun tilbage på, hvordan hendes far havde lært hende at gå på jagt: ”Jeg skulle have skudt det svin i stedet for at stikke ham med en høtyv.” Så er der lagt spor ud til voldsomme begivenheder.
Der er noget ved tonen og nøgternheden, som gør at man som læser holder de forfærdelige beskrivelser af både misrøgt og incest ud. Man bliver fascineret af figurerne i den fiktive by, hvor alle har noget på hinanden og skæbner er viklet ind i hinanden. Den voksne fortæller både reflekterer og bearbejder erindringerne undervejs, og derfor ’overlever’ man som læser.
Det kompakte sprog
Forfatterens sprog er bemærkelsesværdigt. Karin Smirnoff er debutant, men sin helt egen rent sprogligt. Sætningerne er korte, tegnsætningen sparsom, kun punktummer. Mange ord og personnavne skrives i ét, så flere ord forvandles til begreber – på mærkelig vis satte det mit eget læsetempo ned, og det er ikke dårligt, når man har tendens til at suse gennem teksten så hurtigt som muligt. Teksten synker bedre ind.
Hvilken bog tager jeg med på weekendtur til Skåne?
Godt gættet, bind 2 - ’Vi tog op med mor’ – ligger parat. Det bliver en god tur.
