Marie anbefaler: En velopdragen ung piges erindringer
Simone de Beauvoir: En velopdragen ung piges erindringer (2022)

Marie anbefaler: En velopdragen ung piges erindringer

17.11.23
Simone de Beauvoir: En velopdragen ung piges erindringer

Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg havde forventet, da jeg satte lydbogen med Simone de Beauvoirs erindringsroman i gang – noget indviklet måske? Men meget hurtigt blev jeg fanget ind af fortællingen om den lille parisiske pige, som vokser op i et privilegeret miljø og bliver den unge intellektuelle kvinde, Simone de Beauvoir. 

Lydbogen er en indlæsning af den nyoversatte roman fra 2022. Glimrende indlæst af Tammi Øst. Romanen er tidligere udgivet på dansk i 1966 og 1984.  

Lille pige med voksent blik

Fra hun er helt lille ser Simone verden med et sært voksent blik, og selv om hun er en præmieskolepige, dydig og religiøs, så er hun også meget egenrådig og dybt nysgerrig på livet, naturen, bøgerne og følelseslivet. Hun venter-venter-venter på, at hun bliver færdig med at spille ’rollen som barn’ og dydig pige – færdig med det borgerlige hykleri. Tidligt formulerer hun ønsket om at tage ansvar for sit eget liv.

Barnet Simone har på mange måder en voksens analytiske sans. Hun bliver rasende når de voksne behandler hende som et barn, og når sandheder og fakta skjules for hende under henvisning til ’at hun blot er et barn’. Samtidig har hun en tålmodighed overfor tiden, som hun ved vil modne hende til andre faser i livet.

Simone vil noget andet end det passive kvindeliv

Hjemmet og hverdagsopdragelsen af Simone og lillesøsteren varetages af den meget troende moder og barnepigen Louise. Den intellektuelle stimulation står den charmerende og ateistisk orienterede fader for. Pigen forguder sin far og elsker sin mor. Centralt står Simones ønske om at præstere og leve op til omgivelsernes forventninger. Den præpubertære pige og senere unge pige viser gradvis en splittelse overfor den dogmatiske tro og fordyber sig i naturens vidundere og i litteraturen og gradvis i filosofien. 

Simones frigørelse fra forældrene er langsom, men uafvendelig – små skridt, små opgør, små oprør, men blandt andet faderens uheld i forretninger betyder, at Simone og søsteren ikke er specielt gode partier på ægteskabsmarkedet, og derfor får mulighed for at uddanne sig og blive ’selvforsørgende’. Romanen slutter cirka der, hvor Simone er blevet introduceret for Jean Paul Sartre.

Sanselige erindringsbilleder

’En velopdragen ung piges erindringer’ er mættet af sanselige erindringsbilleder. Tidsbilledet er fascinerende beskrevet og særligt opdragelsen af pigerne (i 1910/1920’erne) er troværdig og tankevækkende. Det er en fortælling om filosoffen og feministen Simone de Beauvoir opvæksts og udvikling, og samtidig er det en også en dramatiseret dokumentation af hverdag og overbevisninger i det bedre borgerskabs Paris i begyndelsen af forrige århundrede.

Romanen er forsynet med et velskrevet efterord af oversætteren Lilian Munk Rösing, som gjorde mig – som ikke er velbevandret i filosofien – meget klogere på bogens forskellige lag. 

Bonus:Forfatterweb finder du en en grundig gennemgang af Simone de Beauvoirs forfatterskab - inkl. et videointerview fra 1975. 

Lån bogen
GennemseGennemse
  • Bog

En velopdragen ung piges erindringer (Ved L.M. Rösing, B. Dahlgreen)

Af Simone de Beauvoir (2022)
Nyoversættelse af Simone de Beauvoirs første memoir, der skildrer hendes liv fra den tidligste barndom og opvæksten s...
Læs mere
GennemseGennemse
  • Lydbog (net)

En velopdragen ung piges erindringer (Ved L.M. Rösing, B. Dahlgreen)

Af Simone de Beauvoir (2022)
Nyoversættelse af Simone de Beauvoirs første memoir, der skildrer hendes liv fra den tidligste barndom og opvæksten s...
Læs mere