Marie anbefaler: Augustblå
Det var meget, meget varmt, da jeg læste ’Augustblå’, skønt det var september. Romanen passede godt til min eftermiddag i skyggen med brandvarm te. En nogen-og-trediveårig koncertpianist er i Athen – uden noder. Uden klaver. Elsa hedder hun. Et eller andet i hendes professionelle liv er netop gået skævt, og hun har taget en timeout. I Athen.
På et marked fascineres Elsa af en ukendt kvinde, som minder utroligt meget om hende selv. Næsten som en dobbeltgænger. Det bliver en søgende tid hvor vi hopper med Elsa rundt i europæiske hovedstæder i søgen på en identitet, hendes egen? Dobbeltgængerens?
Augustblå er en udviklingsroman - ikke om det purunge menneske – men om en knalddygtig stjernepianist, 34-årig musiker på toppen af sin karriere, der med flid og fordybelse egentlig kan fortsætte sådan i flere årtier. Men en aften under en koncert i Wien, sidder hun som solisten på scenen og går i stå midt i værket – eller fører værket, Rakhmaninovs klaverkoncert nr. 2, et sted hen som ikke er clearet med dirigent og orkester. Skandale, opbrud.
Vidunderbarnet
Romanen er kosmopolitisk og fuld af referencer til den klassiske musiks konventioner og miljø, og ikke mindst det afgørende, at hun er vokset op som adopteret ’vidunderbarn’ hos en kendt og feteret pianist, Arthur Goldstein, som påtager sig en slags faderrolle og former og udvikler hende som musiker, men måske ikke så meget som menneske. Vi aner en isoleret barndom, hvor hendes ægte ophav ikke blev italesat.
På sin vej rundt i Europa har Elsa et opgør med traditionelle faderroller og autoriteter, hvilket bl.a. giver romanen nogle mindeværdige øjeblikke i situationer, hvor hun underviser unge klavertalenter i deres eget hjem inkl. talenternes forældre. Gisp.
Romanens måske vigtigste rejse er den til Elsas lærers/stedfars/mentors dødsleje på Sardinien. Skal hun overhovedet spille mere – for sin gamle lærer, for publikum eller for sin egen skyld? Jeg følte hendes splittelse; den kunst hun behersker til perfektion, er hun noget uden den? Eller er hun på vej til noget helt andet i sit liv. I denne udvikling spiller den dobbeltgængerlignende kvinde en afgørende rolle – Elsa oplever at blive set, gennemskuet, forstået på et helt nyt plan. Ikke nødvendigvis på en rar måde.
Et almindeligt menneske?
Måske foregår refleksionerne blot i Elsas hoved, det er ikke afgørende. Måske hun har rejst sig fra klaverbænken og er begyndt at leve som et almindeligt menneske i verden og ikke som et vidunder.
Måske ikke en roman for alle, og ’Augustblå’ er bestemt anderledes end Deborah Levys første 3 titler (Ting jeg ikke vil vide), som var bygget på erindret materiale, men for mig var den en god påmindelse om livets korsveje og vendepunkter. Om læseren så ved hvordan den trilby-hat, som fylder en del på romanens rekvisitliste, ser ud, vil jeg lade op til den enkelte. Man kan jo google!
