Marie anbefaler: Syrener og støv

Er det her en ungdomsroman? Er det en kærlighedshistorie om to unge mennesker som (måske) ikke får hinanden? Er det en brevroman (e-mail-roman!) mellem Karl og Sofie, han som er professionel soldat og udstationeret i Irak, og hun som netop er startet på intro-forløbet på Aalborg Universitet?  Eller er det blot Sofies refleksioner i en skrøbelig tid, hvor hun forsøger at lande i alt det nye, der møder hende som førstegenerationsakademiker. Så mange nye koder og begreber, som hun gradvis overgiver sig til – fagligt og personligt. Og så er der det med kærligheden og PTSD.

Brevene

Sofie er romanens fortæller, hun reflekterer over dagene og over savnet af sin ven (og flirt) Karl. De skriver nært, fortroligt og kærligt uden at være kærester. Deres samtale foregår via e-mail og afspejler en tid før smartphonen, hvor korrespondancen, selv om den er digital, mere ligner brevets form. Hun venter på nyt, som kvinder har gjort i århundreder. Deres ord suser ikke frem og tilbage, de tager sig tid, og de afsluttende hilsner er kreative og smukke. Med en bevidsthed om krigens væsen. Alting kan ske, endegyldigt og uden varsel.

Hverdagene 

Sofies hverdage er både trivielle og fyldt med nyt på en og samme tid. Hun hænger stadig ud med gymnasievennerne, som primært er af hankøn og hun bor i et kollektiv, som er hendes trygge base. Gradvist bliver det svært for hende at beskrive den nye (universitets)hverdag i sine e-mails til Karl – måske fordi hun efterhånden går i et med universitetslivet og ikke længere bare er betragter. Det samme sker for Karl – der er en voldsomhed i hverdagen i Camp Danevang han ikke får ned på skrift, og som han bagatelliserer, når han prøver.

Læseren fornemmer tydeligt, at Sofie er tiltrukket af Karl, og at hun håber, at det bliver de to, men samtidig fornemmer og afprøver hun sine ’aktier’ hos de medstuderende og de gamle drengevenner.

Sprogligt

Romanen – som er en debutroman – er sprogligt uhyre fin. Forfatteren kender sine miljøer og sine figurer og klæder dem sprogligt på, så de virker 100% troværdige. Særligt brevvekslingen fungerer virkelig godt – og sender mig tilbage til de hundredvis af breve (og senere e-mails), jeg selv skrev til dem, jeg savnede eller ønskede at bevare kontakten med. Den fortrolighed brevet indbyder til. Det er dygtigt gjort.

Virkeligheden 

Som romanen skrider frem – hen over en 7-8 måneder – møder vi Karl retur i Aalborg, i forbindelse med bisættelse af en soldat, der er faldet i Irak, og da hans udsendelse er overstået. Det bliver svært for Sofie og Karl af flytte sig fra brevenes fortrolighed til virkeligheden. Sofie opslugt af det nye liv, og Karl som mentalt stadig er i Camp Danevang. De er så unge. 

En varm anbefaling herfra! Også hvis du ønsker at komme tættere på de psykologiske mekanismer udsendte soldater møder.