Den bedste bog jeg har læst!
Jeg har vist sagt den sætning rigtig mange gange, og i går dukkede den så op igen. Måske bare et fattigt udtryk for, at jeg her i påsken har haft en kæmpe læseoplevelse, nemlig det afsluttende bind af ’Byens spor’ af norske Lars Saabye Christensen.
Jo, den fik topanmeldelser alle steder i efteråret – både som enkeltbind og som det bind, som bandt sløjfe på de fleste løse ender i trilogien. Så mange bøger får gode anmeldelser. Hvad gjorde denne så særlig for mig?
På den ene side det er bare en virkelig god historie og en fantastisk ’som at være dig selv’ beskrivelse af tidsbilledet, miljøerne, relationerne alle karaktererne i mellem. Og så er der sproget og sætningerne – balancen mellem det registrerende, tørre, filosofiske, skæve og skøre. Melankoli og komedie.
Mange er dybt fascinerede af Elena Ferrantes serie ’Min geniale veninde’. ’Byens’ spor foregår på nogenlunde samme tidspunkt og i et sammenligneligt miljø med et hav af unger og hjemmegående husmødre. For mig, som var vild med Ferrante, er det blot som om, at den norske historie rummer så meget mere om verden og livet. Og den er solidarisk med (næsten) alle sine figurer, hvilke ikke er tilfældet hos Ferrante.
’Byens spor’ cirkler om den unge musikalske Jesper Kristoffersen i efterkrigstidens Oslo. Man oplever byen og familielivet gennem hans tørt registrerende, men meget følsomme ører og øjne. Han er 7 år ved bogens begyndelse og låner også ordet ud til sine forældre, lillesøster, bedste ven og enkefruen på etagen ovenover. Bind 3 slutter der, hvor Norge siger nej til EF i 1972.
En helt ekstraordinær detalje er den, at forfatteren i en bog, som kunne have været ’den sædvanlige’ udviklingshistorie om drengens første kys og første møde med The Beatles etc., giver så stor plads til kvinderne rundt om Jesper. Som et rytmisk tilbagevendende element indgår bidder af referater fra kvarterets lokalafdeling af norsk Røde Kors. Disse tekster udgør en stilfærdig motor i beskrivelsen af tiden og kvindernes engagement uden for hjemmet. Og der blev hæklet mange grydelapper i lokalafdelingen i Oslobydelen Fagerborg, javist, men der blev også udvist samfundssind, og kvinderne voksede undervejs i deres livtag med egne liv, velgørenheden, moralen og deres mere eller mindre gode mænd.
’Byens lys’ er også en historie om musik, om Norge, om kærlighed, om skyld og om valg af mange slags.
P.S. Jesper arbejder i en periode som hotelpianist ved Como-søen i Italien. Jeg tror, at han kunne have været på bølgelængde med napolitanske Elena. Meget havde i givet fald gået i en hel anden retning.