Kenneth elsker webcomics
Internettet har givet fødsel til konceptet ”Webcomics”. Det er efterhånden ikke et nyt fænomen, der er striber derude som har kørt i 25 år. Her giver bibliotekar Kenneth Bo Hansen en hæsblæsende introduktion og en række anbefalinger, hvis du får lyst til at kigge nærmere på webcomics.
Nettet giver alle mulighed for at agere redaktør, på godt og ondt. Nogle af serierne har, ligesom avisstriberne, en opdatering dagligt, andre udkommer mere sporadisk. En fast udgivelsesdag er ikke et krav. Noget starter som en hobby; man skal ikke kæmpe for at finde et forlag og alt kan udgives. Nogle webcomics har været så succesfulde at de siden er blevet trykt. Andre har givet skaberen indtægt via annoncer og merchandise. Mange striber er stoppet igen og forsvundet i nettets tåger.
Hvis man som ny læser af en webcomic vil starte fra begyndelsen, bør man afsætte meget tid. F.eks. har striben Sinfest har lanceret en stribe om dagen siden 2001 og har dermed omkring 7.000 striber i dag. Mange udnytter også at de kan gemme striber, og skaber en kontinuerlig historie. Det er ikke usædvanligt, at én dag i hovedpersonens liv beskrives over mange striber - og måneder, eller år, for læserne.
Serierne nedenfor kan du læse uden at du skal slippe en krone, afgive personoplysninger eller kæmpe dig forbi reklamer.
Anbefalet alder er 15 år+: Nogle serier indeholder vold, andre har stof til seriøse tanker. Samtlige serier er på engelsk.
Sandra and Woo
HVOR; sandraandwoo.com
Nøgleord: Fantasy, Hverdagsliv
13-årige Sandra møder vaskebjørnen Woo, som kan tale. Sammen med Sandras venner, Cloud og Larisa, oplever de en masse eventyr. Karaktererne i striben ældes, så vi følger med når de kæmper med mobning, følelser og... gud. Sandra er almindelig pige, men der er en del usædvanlige personer omkring hende, ud over Woo. Serien bryder ofte den ’4. mur’ og henvender sig direkte til læserne eller lader ting ske for redaktøren. Her er både hjertevarme og gode grin... og enkelte tårer.
Jeg er meget glad for serien, fordi fantasy og realisme smelter fint sammen. Det ene øjeblik kæmper Sandra med lektierne, og Cloud med et par pinlige forældre. Det næste øjeblik hjælper Clouds lillesøster med at skabe en voldgrav af lava omkring et hus for at undslippe en spådom, alt imens et foto af Larisa fører til nedbrydelsen af retssamfundet. Der er også mindre morsomme sider. Både mobning og presset ved at holde ting hemmeligt for vennerne. F.eks at ens vaskebjørn kan tale... eller at man er uhelbredeligt syg og ikke kan forvente et langt liv. At opdage at man har overset, at en fra klassen kæmper med store problemer derhjemme.
Serien findes også på tysk. Du får en fin introduktion til serien ved at kigge på de første sider, som er et udpluk af forskellige striber.
Free Fall
HVOR: freefall.purrsia.com
Nøgleord: Science-fiction, filosofi, fysik
Vi er en del år ude i fremtiden. Mennesket har udviklet DAVE-teknologien (Dangerous And Very Expensive) som i begrænset omfang tillader rejser hurtigere end lyset. Og vi er i gang med at kolonisere planeter, herunder planeten Jenna, som fortællingen foregår på. Der er også fundet liv i rummet, men der er ingen kontakt. Sam Starfall er en alien der sneg sig ombord på et menneskeskib og nu lever blandt os; hans storhedstid ligger bag ham. Han kæmper med at forstå vores sociale struktur som er meget anderledes end det var i hans stjæl-eller-dø-stenaldersamfund. Som en Aladdin fanget i moderne tider uden en lampe.
Ca. 100 år før historien eksperimenterede man med at give aber menneskelig intelligens. Det gik ikke særlig godt, men nu har man forsøgt sig igen - med ULVE. Florence er en ulv der går i mennesketøj, taler som et menneske og har en omfattende ingeniøruddannelse. Hun er opdraget til menneskets samfund, men har stadig ulve-instinkterne, og hun har undertiden svært ved at forstå at andre ikke tænker som hende. Hendes bundærlige flokmentalitet er en ekstrem kontrast til Sams mig-mentalitet.
Sam har købt et meget brugt menneskerumskib og han hyrer, ved lidt snyd, Florence til at reparere det. Og de opdager at der er noget på planeten Jenna, som ikke er som det skal være. Nogle af koloniens robotter opfører sig ikke helt normalt. Og på en planet med 20.000 mennesker og 40.000.000 robotter kan det være et problem.
Serien diskuterer basale rettigheder i stor stil. Hvornår har du rettigheder, og hvornår har du ikke? Hvis en virksomhed har skabt dig i et reagensglas, hvilket rettigheder har du så krav på? Hvad skal en selvtænkende maskine kunne for at have rettigheder? Freefall blander filosofi med en masse humor.
Bortset fra DAVE-teknologien (som bruges i meget begrænset omfang og er bundet af begrænsninger) og Sams eksistens (alien), er serien meget realistisk funderet. Der er lagt meget arbejde i at beskrive livet i et rumskib i fart f.eks. - og problemerne med at få det i luften i det hele taget. Ligeledes beskrives livet i en koloni.
Jeg elsker serien for ud over en masse grin, giver den virkelig mange reflektioner. Og man lærer meget af den.
Girl Genius
HVOR: girlgeniusonline.com
Nøgleord: Steampunk, alternativt univers, action
Vi er et par år tilbage i tiden, i Industrialiseringen... Og i et alternativt univers. Nogle mennesker fødes som Spark, et personlighedstræk som slår igennem når man nærmer sig voksenlivet. Man får forhøjet intelligens, nok til at opfinde fantastiske ting. Desværre er de fleste Sparks knap så fornuftige. Den typiske Spark er klog nok til at lave meget effektivt våben, og vanvittige nok til at angribe en fjendtlige hær alene.
En regulær klan af Sparks var Heterodyne-familien som boede i Tyskland. De hærgede jævnligt det meste af det konstant krigsramte Europa. Respekt var et fremmedord. Men en dag kom en ny generation som brød med fortiden. Bill og Barry Heterodyne. Som sammen med deres venner rejste rundt og hjalp folk med problemer, afsatte diktatorer og brugte deres evner til alles bedste. Ofte sammen med deres ven Klaus. Men en dag forsvandt Klaus. Og en dag blev alverdens riger angrebet af ’Den anden’. En ukendt fjende som skabte en zombiepest. Bill og Barry tog ud for at bekæmpe truslen. De kom aldrig tilbage igen, men de havde åbenbart succes, for zombieangrebene stoppede. Men i deres fravær blev Europa kastet ud i nye krige. Så dukkede Klaus op igen, skaffede sig en hær og skabte et imperium. Nogle lande sluttede sig til ham. Nogle lande bekæmpede ham og blev erobret. Ved vores histories start har Klaus underlagt sig det meste af Europa. Landene er selvstyrende, men de er underlagt to love: “Ingen krige. Kontakt Klaus hvis I ser spor efter ’Den Anden’”. Vores hovedperson Agatha er studerende i byen Bettleburg... Men dette liv får en ende da hendes Spark slår igennem. Og det går op for hende - og Klaus - at hun er nøglen til Europas fremtid. Og tag ikke fejl; ’Den anden’ er derude!
Serien startede som trykt serie. Så gik den over til at komme på nettet, og i dag fås den begge steder. Der er også udgivet romaner over serien. Jeg ser virkelig frem til de tre striber om ugen, for serien er fyldt med seje actionscener og dramaer - og nogle virkelig fede personer. Hvis du kan lide skøre videnskabsfolk er dette serien for dig, for der er mange af dem her!
Spinnerette
HVOR: spinnyverse.com
Nøgleord: Superhelte, action
Spinnerette er meget kraftigt inspireret af Spiderman. Studenten Heather har et uheld i universitetets laboratorium og bliver en krydsning mellem et menneske og en edderkop. Superstyrke, kan skyde spind... og hun har seks arme, så hun må gå med en særlig trøje og skjule dem som lidt ekstra mave.
Spinerette anvender mange aspekter fra superheltetegneserier, og leger med hvor svært det er at få privatlivet til at fungere for mange helte. Vi for også indblik i de juridiske problemer det giver for et land hvis der findes superhelte og superskurke, specielt hvis de ikke er myndige.
Serien leger også med skurkekonceptet. Vi har skurke som er onde, og vi har folk der mere er skurke i juridisk forstand. I en sådan grad at Heather ender med at være på ganske god fod med nogle af sine faste skurke. Nogle gange leger serien med humor, andre gange er den dybt alvorlig som f.eks. da vi møder en superskurk der kan dræbe, hvis blot målet har nogen form for glas i nærheden; et materiale det er meget svært at undgå i den moderne verden.
Serien findes også i bogform. Der er desværre nogle enkelte kapitler, der kun findes i bogform. Jeg holder meget af serien fordi den har nogle fantastiske actionsekvenser, personerne er godt skruet sammen og mange af ens fordomme om superheltegenren bliver smadret.
Order of the stick
HVOR: giantitp.com/Comics.html
Nøgleord: Rollespil, humor
Hvis du kan lide rollespil, kan denne være interessant. Og selv hvis du ikke kan, er der mange gode grin. Seriens univers er baseret på Dungeon and Dragons-reglerne, og det er seriens personer til en vis grad klar over. Det er en naturlig del af livet, at dine knytnæveslag slår hårdere, hvis du skriger “Snigangreb”, og at usynlige terninger påvirker hvad du kan.
Vi følger en gruppe eventyrere der udforsker en dungeon. De første 100 striber er bare dag-til-dag-sjov men derefter bliver historien mere struktureret og spændende, og gruppen må redde verden fra undergang! Serien har en regel om at hver side, med ekstremt få undtagelser, skal have et latterelement. Når det hjælper på pointen ved figurerne endda, at de er i en tegneserie! Vi får tilmed understreget, fra en af karaktererne, at man aldrig bør regne med sidens sidste panel/tegning.
Trods humoren, som der er rigtig meget af, er historien alvorlig og der er tilmed nogle fine allegorier til virkelighedens verden. Racisme findes også i fantasyuniverser. Det samme gør venskaber og kærlighed
Seriens tegnestil er meget simpel; figurerne er meget simpelt tegnet - noget de undertiden selv gør grin med. Jeg holder meget af serien, for selv om jeg ikke ved ret meget om Dungeon and Dragons rammer humoren ofte fuldstændig plet.
Dumbing of age
HVOR: dumbingofage.com
Nøgleord: Realisme, hverdagsliv, college
Denne serie er blandt de mere realistiske. Vi følger en flok unge mennesker der netop er startet på college. De er langt hjemmefra og de skal i gang med en spændende periode af deres liv. Ud over studierne kæmper de med livets genvordigheder; dårlige forældre, kærligheden, angst, seksualitet, kønsidentitet og mødet med den virkelige verden.
Vi er har den kristent opdragede Joice, vi har voksenbarnet David, stræberen Dorethy, rebellen Sally og mange andre. Og ingen er indeni som de først virker.
Serien er berygtet for at bruge mange striber på at beskrive kort tid i karakterernes verden. Én dag for Joyce kan sagtens tage mange måneder for os andre.
Det er ikke alle aspekter af serien der er helt realistiske. En af pigerne har lidt udfordringer med verden, som hun håndterer ved at iklæde sig sit kostume og forvandle sig til Amazigirl, helten der beskytter campus mod misdædere som f.eks. graffitimalere. Og deres beboervejleder er nok lidt mere voldelig end en virkelig campus ville tillade!
Men serien rammer plet hos mange, og kommentarsporerne viser at de ting personerne kæmper med, også er ting unge kæmper med i virkeligheden.
Looking for group
HVOR: lfg.co
Denne serie er inspireret af World of Warcraft. Vi følger en umage gruppe, som rejser rundt. Vi har elveren Cale som, trods sit bagland, er fokuseret på at skabe en bedre verden. Og vi har Warlocken Richard som kun leder efter nye folk at dræbe. Der er en omfattende historie, og hver gang man tror at man kender en karakter, møder man en ny side af dem.
Den klassiske kamp mellem godt og ondt bliver vendt på hovedet, når de to sider af mønten bliver rejsefæller. Cale vil så gerne hjælpe de uskyldige; Richard ser dem som skydeskiver. Og det at være god er ikke nemt i en kaotisk verden. Ofte er Cale tvunget til at gå på kompromis med de dyder, han tror på... Og samtidig ser vi sider af Richard der ødelægger billedet af den totale ondskab
Serien bruger meget humor, ofte ved at Richard gør noget forfærdeligt mod sine omgivelser... Noget så absurd så man kommer til at grine skamfuldt.
Serien er også fyldt med referencer til pop-kulturen, hvilket blandet andet tillader Richard at lave en tegnebog ud af en forbipasserende smølf!
Darths and droids
HVOR: darthsanddroids.net
Nøgleord: Rollespil, Star Wars
En webcomic baseret på Star Wars og så alligevel ikke. For i dette univers er Star Wars aldrig blevet skabt. En flok usete mennesker sidder ved et bord, de skal spille et bordrollespil som foregår i en fjern galakse...
Serien skiller sig ud ved ikke at have tegninger. Hver eneste side er et stillbillede fra en Star Wars-film tilsat talebobler. Og handlingernes rækkefølge mm. bevares også. Alligevel er det bestemt ikke samme historie. Den er fyldt med overraskelser. Alt kan vendes på hovedet uden at billedet ændres.
En fantastisk fortælling der understreger hvor vigtig dialogen er, for hvis denne ændres, ændres hele fortællingen.
Sequential Art
HVOR: www.collectedcurios.com/sequentialart.php
Nøgleord: Action, Humor
I denne stribe lever intelligente dyr i menneskestørrelse side om side med mennesker. Vi følger et lille bofællesskab med et menneske, en kat, en pingvin og et egern. Desværre for vores lille gruppe må de ofte, meget modvilligt, ud og redde verden. Der er mange referencer til pop-kulturen og det fungerer faktisk meget godt. Særlig videospil kommer i fokus.
Der er også referencer til de kedelige aspekter ved at være voksen, som f.eks. arbejde, besværlige kunder, udgifter, og kærligheden... og realityshows... og når barndommens mobber har fået en bedre karriere end en selv.
Men det er først og fremmest en humoristisk serie. Jeg haft mange sjove stunder med den lille umage gruppe.
League of Super Redundant Heroes
HVOR: superredundant.com
Nøgleord: Superhelte, Humor, Parodier
Forestil dig en storby hvor flertallet af indbyggerne har superkræfter. Forestil dig så at være på b-holdet. Vi følger et lille team af amatør-superhelte som kæmper for at beskytte borgerne og for at få bare en lille smule respekt.
Superheltegenren parodieres ubønhørligt; i en by hvor næsten alle er superhelte eller superskurke er det ret svært at være et almindeligt menneske. Det er tilmed svært at være et ualmindeligt menneske/alien/mutant/noget-som-helst!
Det er også svært at være amatør-superhelt, især hvis ens superkræfter har en pris. Eksempelvis er en af hovedpersonerne i stand til at af affyre lasere fra øjnene - og samtidig er han blind! Og det at beskytte borgere skaffer ikke nødvendigvis penge til huslejen.
Og for hver superskurk der fanges, er der 10 mere på fri for derude. Jeg kan godt lide serien, fordi den gør grin med alle koncepter fra Batman, Superman og alle de andre. Eneste minus var at der bliver eksperimenteret ret meget med farvevalget i de første 60 striber. Men der er over 900 hvor stilen holdes og der gøres grin med alt!