Marie anbefaler pailletglitrende fransk reality à la nordic noir
Den franske forfatter Delphine de Vigan er kendt af en del danske læsere for bl.a. ’Alt må vige for natten’ og ’Baseret på en sand historie’. Nu er hun aktuel med et psykologisk drama.
Happy play!
Læseren kastes ind i en verden af influencere, overforbrug, misbrugte barnestjerner, manipulation og suspense. Den ene hovedperson, Mélanie, har været dybt fascineret af realitygenren siden ungdommen, og i sin jagt på succes i voksenlivet iscenesætter hun familiens liv på Youtubekanalen ’Happy Play’. Familiens ’kanal’ bliver en veritabel pengemaskine, men pludselig går det galt – den 6-årige datter forsvinder. Her kommer den anden hovedkarakter, krimiefterforskeren Clara, ind i billedet.
Sammen med Clara, som ikke på forhånd kender influenceruniverset, hvirvles vi ind i det grelle univers – vi forfærdes, og måske genkender vi også en flig af vores eget forbrug på SOME.
Hovedkaraktererne Mélanie og Clara er tegnet skarpt op, grænsende til det karikerede, men da man også får korte flashbacks får deres forhistorier, virker deres karakterer alligevel troværdige. Vigtige bipersoner er Mélanies børn – realitystjernerne – pigen Kimmie og drengen Sammy. Storebror Sammy er den pligtopfyldende, beskyttende storebror, Kimmie den lille pige, som først siger fra overfor familieprojektet.
Pailletglitrende fransk reality à la nordic noir
Romanen bliver meget hurtigt spændende og dunkel à la nordic noir – en psykologisk thriller med et touch af sci-fi. Den er til tider også crazy i sine beskrivelser af episoder i det pailletglitrende realityliv. Tåkrummende og modbydelig.
Er digitaliseringen gået for vidt?
’Børnene er konger’ er en roman til tiden og om tiden kunne man sige. Et hyperaktuelt emne om vores – eller manges - liv på sociale medier. Vitaminfattig, virtuel bekræftelse er omdrejningspunktet for romanens dilemmaer – og ikke mindst børnenes roller her i. En indvending fra min side er, at forfatterens egen holdning er måske mejslet lidt for tydeligt i romanens sidste del.
Bonus: Læs også om Delphine de Vigan på Forfatterweb.