Marie anbefaler: Vi ville have fortalt hinanden alt
Har du som læser lyst til og brug for at gå ’bag om’ bogen og vide noget om forfatterens baggrund og bevæggrunde for at skrive? Det spørgsmål stillede jeg mig selv flere gange, mens jeg læste Judith Hermanns bog. En bog hvor hun kigger bagud på sin familiehistorie, opvæksten i det delte Berlin, en barsk familiehistorie, lykkelige somre, psykoanalyse og mennesker hun har været knyttet til.
Hemmeligheder. Drømme. Alle disse glimt som har og har haft indflydelse på Hermanns skrevne univers – konkret og som betoninger og dufte. Judith Hermann sparer ikke sig selv, men giver samtidig også 'udeladelserne' sit eget spor i bogen.
Første del af bogen er en redigeret version af en forelæsning som Judith Hermann gav på baggrund af en ærefuld invitation til at give en såkaldt Frankfurter poetikforelæsning i 2022. En forelæsning om form og virkemidler i hendes forfatterskab. Bogens to øvrige afsnit udvider erindringsrummet og giver læseren mange rørende og tankevækkende indblik i forfatterens liv og sans for scenografiske virkemidler og mærkværdige detaljer.
Sorgmunter og varm
Judith Hermann tager sig tid i sine tankerækker, erindringer og refleksioner. Mange intense beskrivelser. Bogen er sorgmunter og varm på samme tid. De tilbagekig som egentlig kunne være skræmmende, er skrevet så detaljerigt og fint reflekteret, at jeg som læser ikke føler den smerte, som lignende erindringer kunne have udløst under læsningen af andre forfattere med samme tematikker.
Skrivestil - ukompliceret, men rig
Judith Hermann skriver korte sætninger med meget indhold. Ukompliceret, men rigt. Læseren skal være med på essayformen for at få glæde af romanen.
Forfatteren får mig også til at tænke tilbage på særligt min relation til min bedstemor. ”Sikke længe ting visse ting er undervejs før de når frem til en.” tænker Judith ved erindringen om en samtale med bedstemoderen 50 år tidligere. På afstand går bedstemoderens visdom op for hende.
For at svare på min indledende spørgsmål "Har du som læser lyst til og brug for at gå ’bag om’ bogen og vide noget om forfatterens baggrund og bevæggrunde for at skrive?" For mig var det bestemt en berigende oplevelse!
Mere om Judith Hermann
Læs også vores anbefaling af Judith Hermanns seneste roman 'Hjem' (2021).
Læs introduktion til Judith Hermann på Forfatterweb og Litteratursiden