Monica anbefaler Anomalien
I juni 2021 sker der noget uventet med en Boeing 787’er, der er på vej fra Paris til New York.
Flyet bliver fanget i et voldsomt uvejr, som er ligeså hurtigt overstået igen, som det kom.
Flyet lander og de lidt over 240 amerikanske og franske passagerer, kan fortsætte deres liv som hidtil. Indtil det samme sker igen.
Jeg vil ikke afsløre mere af handlingen her, men kan garantere for at den er temmelig overraskende.
Vi følger flere af passagererne fra flyet og kommer lidt nærmere ind på livet af dem, og omstændighederne omkring den skæbnesvangre flyrejse.
Det er således også disse passagerers dilemmaer, vi som læser bliver stillet overfor, i håndteringen af og forklaringen på det noget uventede problem, der er opstået på rejsen.
Alle instanser er hidkaldt; FBI, præsidenterne, militæret, filosoffer, religiøse overhoveder, nobelprismodtagere, matematiske genier og andre kloge hoveder.
Romanen trækker tråde til både krimien, thrilleren og sci-fi og du finder den da også på hylden blandt vores science fiction bøger, men den er bestemt ikke en udpræget sci-fi roman.
Hermed er mine kraftigste anbefalinger givet videre, i håb om at mange vil få glæde af denne interessante og finurlige bog.
Forfatteren vandt i øvrigt den anerkendte, franske litteraturpris Goncourt-prisen for romanen i 2020.