Marie blev blæst omkuld af intens og kølig lydbog
Ida Jessen: Kaptajnen og Ann Barbara (Gyldendal 2020)

Marie blev blæst omkuld af intens og kølig lydbog

24.08.22
”Heden ligner ikke noget andet sted. Der er himlen og den flade jord. Der er øde og tomhed.”

Sådan begynder den, Ida Jessens store historiske roman, som geografisk foregår i hede-egnene sydvest for Viborg. Det er den genstridige hede, vinden og sandet som udgør bagtæppet og det altoverskyggende grundvilkår for romanens hovedperson, den tyske kaptajn Ludwig von Kahlen, som ankommer med sin smukke hest for efter aftale med Kongen at påbegynde opdyrkningen af heden. Vi skriver 1754.

Lydbogsoplæserens rolle

Biblioteket har haft bogen på hylderne siden 2020, og den har ind til videre haft 260 udlån. Det er er pænt – til sammenligning har Jussi Adler-Olsens seneste krimi været lånt ud 227 gange. Så hvorfor anbefale ’Kaptajnen og Ann Barbara’ yderligere? Den ser jo ud til at klare sig ganske godt på egen hånd. Et svar kunne være at jeg selv har taget tilløb flere gange og ikke fået ordentligt fat; bogen er tyk, 500 sider og tempoet på de første sider ER langsomt. Og hvad skulle jeg egentlig med en historisk roman fra den jyske hede? Kunne andre bornholmske læsere have lignende forbehold, som har hindret dem i at få bogen læst? 

Så faldt jeg over lydbogsudgaven på eReolen og bemærkede, at skuespilleren Jens Albinus var indlæser. Det har flere gange været en indgang for mig, når en roman, jeg egentlig gerne ville læse, har virket uoverskuelig – at give lydbogen en chance. En god oplæser er en gave og nøglen til mange gode litteraturoplevelser. 

Der er ingen tvivl om, at oplæseren spiller en afgørende rolle for lydbogsoplevelsen – bryder man sig som lytter om stemmen, tempoet, betoningerne? Nogle lyttere ønsker sig en meget neutral oplæsning, andre, som jeg selv, sætter pris på en smule dramatisering af teksten. Og med Jens Albinus som oplæser løftede teksten sig fra første side. Han har så meget kontrol over sin stemme og sætter ikke én betoning forkert, og formår at veksle diskret mellem de forskellige stemmelejer han har valgt til romanens primære personer. Og de primære personer er alt fra en vild 5-6-årig roma-pige over en tør tysk kaptajn til en led og brutal godsejer. Det er så forrygende og dygtigt udført, at jeg kunne høre bogen snart igen! 

Den gode, den onde og grusomme

Der er noget over plottet – den ensomme, ridende kaptajn, naturens uforsonlighed, de skarpt skårne hovedkarakterer og det møjsommelige nybyggerslid med at erobre nyt land, som leder tanken hen på klassiske westerns. Ingen bjørne, sjakaler eller blæsende vindhekse her – men ulve dog! Både den gode og den onde og grusomme er der, og kærligheden får på en neddæmpet måde også en væsentlig plads i historiens konflikter og mange ydmygelser.

Sprogligt er romanen smuk og sanselig, hvert ord er valgt med omhu, så det tegner tiden uden at det bliver overdrevent ’Blichersk’ eller ’Aakjærsk’. Tempoet er langsomt, men med megen fremdrift på samme tid, måske fordi man som læser fanges stærkt ind af de primære skæbner – deres vilkår, slid og stædighed. Den lille piges nysgerrighed og sproglige underfundighed er så fint beskrevet. 

Slid og nøjsomhed

Forfatteren har stor respekt for sine kvindelige figurer og deres rolle i nybyggerlivet, og skildringen af det snigende forfald rundt om kaptajnen, da Ann Barbara har forladt huset (af grunde nye læsere selv skal have lov at opleve) er raffineret udført. 

Man får sympati for den nøjsomme kaptajn – han er en af de gode karakterer – men samtidig, og ikke mindst på baggrund af hans undren over, at ingen af de folk han forsøger at hyre til hedeopdyrkningen ønsker at blive – forstår man, at han har sit væsen i mod sig, og at de mange år med ringe social kontakt ikke har gjort ham ’rundere’. Han er en hård mand som med forundring oplever en gryende mildhed hos sig selv i mødet med først den lille pige og dernæst Ann Barbara. Dog ikke mere mild end at ordene stædig, stupid, klog, ærekær romanen igennem sammenfatter hans karakter.

Varmeste anbefaling herfra til en fantastisk roman - og 6 stjerner til Jens Albinus.

Hent bogeneReolen.

Bonus: Interview med Ida Jessen i Skønlitteratur på P1 (20. oktober 2020)
 

Reservér Ida Jessens roman
GennemseGennemse
  • Bog

Kaptajnen og Ann Barbara : roman

Af Ida Jessen (f. 1964) (2020)
Historisk roman om de første, der opdyrkede heden i 1700-tallet. En art dansk western om den enlige nybygger, der beg...
Læs mere