Marie anbefaler: Emeli Bergman: På undersiden af dagen.
Emeli Bergman: På undersiden af dagen - klik og reservér

På lige fod - og dog ulige

16.02.22
Marie var engang selv en ung au-pair. Hun har netop læst en markant roman om denne lille verden

Fortættet, næsten privat roman om at være en ung kvinde på dannelsesophold i Paris, hvor hun – svenske Anna - bliver hængende i årevis som au pair (barnepige, guvernante, skyggetante - vælg selv) i en lang række af franske familier i den øvre middelklasse. Marie anbefaler Emeli Bergmans 'På undersiden af dagen'.

Umiddelbart er hovedpersonen Anna rejst afsted for at komme sig over tabet af sin få år ældre bror, som er død af en overdosis. Hun lægger afstand til sin egen familie, som hun har haft svært ved at dele sorgen med. Synker ind i sin arbejdshverdag i de skiftende familier og tager kun meget nødigt retur til Öland. Efterhånden bliver barnepigejobbet en (underbetalt) livsstil – hun er god til det med børnene, og svinger i mere eller mindre grad med de voksne i familierne. 

På lige fod - ulige forhold 

Romanen skildrer de ulige forhold mellem ’herskab og tjenestefolk’ glimrende. Har man selv været au pair, så ved man, at der er held forbundet med at havne i en ’god familie’, hvor man ikke udnyttes eller bliver nedladende behandlet. Hvor der faktisk finder en reel kulturudveksling sted.

Den unge kvinde knytter bånd, især til børnene, og balancerer i de fleste af familierne på en usynlig streg mellem at være den, som får familielivet til at lykkes, den som forstår at trøste de små og yde omsorg, og den som drikker hvidvin med fruen eller ’trøster’ græsenkemanden. Og som i nogle familier ikke spiser med ved bordet! Suk.

Romanen sætter diskret ord på følelsen af at blive ’hundset med’, både i Annas unge år, og da hun er modnet – den beskriver, hvor svært det kan være at forstå hinandens retning i livet. En af familierne tilbyder Anne en elevplads i familiens tandlægepraksis. Tilbuddet er generøst, men stemmer ikke overens med Annas drømme og ønsker, hun føler sig misforstået, og forfatterens egne erfaringer skinner måske her rigtig tydeligt igennem. Er det så forfærdeligt, at den 30-årige kvinde ikke ønsker en formel uddannelse? Det synes hun ikke selv. 

Romanens flow

Forfatteren fortæller sin historie i første person, og detaljeringsgraden er Knausgårdsk. Sproget er sanseligt og tempoet ret langsomt. Man binder snørebånd, tørrer næser og pakker madpakker ud, og skynder sig til toget. 

Som en læser (der har det med at læse for stærkt) sidder jeg egentlig tilbage med fornemmelsen af at have været sammen med Anna i én familie, måske fordi alle facetter af familielivet kunne opleves ét sted. Man modnes med Anna undervejs.

Materialer
GennemseGennemse
  • Bog

På undersiden af dagen : roman

Af Emeli Bergman (f. 1988) (2021)
Anna arbejder i Paris som au pair for skiftende familier for at få sin egen familie og lillebrorens død på afstand. E...
Læs mere
GennemseGennemse
  • Lydbog (net)

På undersiden af dagen : roman

Af Emeli Bergman (f. 1988) (2021)
Anna arbejder i Paris som au pair for skiftende familier for at få sin egen familie og lillebrorens død på afstand. E...
Læs mere
GennemseGennemse
  • Ebog

På undersiden af dagen : roman

Af Emeli Bergman (f. 1988) (2021)
Anna arbejder i Paris som au pair for skiftende familier for at få sin egen familie og lillebrorens død på afstand. E...
Læs mere