Silas' mor er død
I midten af 1960’erne udskrev Det Danske Akademi en børnebogs-konkurrence. Cecil Bødker indsendte manuskriptet til 'Silas og den sorte hoppe' - og vandt. Bogen udkom i 1967. Resten er historie fristes man til at sige. Cecil Bødker blev 93 år.
Sammen med Snøvsen, Lille Virgil, Halfdans ABC og Cykelmyggen Egon indvarslede 'Silas og den sorte hoppe' en helt ny måde at skrive for børn på. Professor i børnelitteratur Torben Weinreich har sagt: "Indholdet blev ændret med et persongalleri og et miljø, som ikke tidligere var set i dansk børnelitteratur. Vi havde ikke set hverken en Silas eller en Virgil før i bøger til børn. Og sproget var både nyt og kraftfuldt. (...) Ingen havde skrevet sådan til og for børn før. Pludselig var tingene på børnenes betingelser, og bøgerne trådte ind i børnenes verden, fordi de blev skrevet i et sprog, børn selv bruger, når der ikke er voksne til at rette dem."
Hestekragen
For den som var et stort læsende barn sidst i 1970'erne var bøgerne om Silas en åbenbaring. Jeg husker, at det af til kunne være lidt svært at få hul på et nyt bind i serien. Der gik måske lige 10 sider, men så blev man belønnet og sad med hovedet i bogen til den var færdig. Selv om jeg ikke kunne sætte ord på det dengang, tror jeg, at Bødkers bøger var med til at forme mig som læser på samme måde som senere generationer er blevet 'uddannet' til at læse sammen med Harry Potter. Jeg husker også en stor glæde ved 'De 5'-bøgerne, 'Krumme'-bøgerne o.lign., men lige netop Silas havde noget mere at byde på. Langsomhed blandt andet. Og hvem glemmer nogensinde Hestekragen?
Ulvepigen Tinke
For yngre generation kan bogen 'Hungerbarnet' (1990) være et godt sted at starte. Cecil Bødkers roman blev filmatiseret under titlen 'Ulvepigen Tinke' i 2002 og var en succes blandt både anmeldere og biografgængere. Og så gjorde det vel heller ikke noget, at det var en pige, som bar historien, noget som verden måske trods alt ikke var helt klar til i forbindelse med den store børnelitteraturrevolution i 1967?
Som den eneste danske forfatter har Cecil Bødker modtaget den internationale børnebogspris H. C. Andersen-medaljen.
Læs mere om Cecil Bødker
- Silas-serien på Litteratursiden
- Forfatterportræt på Litteratursiden
- Forfatterportræt på Forfatterweb
- 5 bøger der ændre dansk børnelitteratur: Folkeskolens interview med Torben Weinreich