Marie anbefaler: Pige, 1983
Vi var 16 år i 1983, Linn Ullmann og jeg. Unge piger på tærsklen til voksenlivet. Ellers var der nok ikke mange fællesnævnere, dog begge udstyret med blå øjne og lange ben.
Linn Ullmanns nye bog følger på en måde – men også kun på en måde – op på hendes roman ’De urolige’ fra 2016. ’De urolige’ var en historie og en refleksion over at være datter af den døende filminstruktør Ingmar Bergmann (og skuespilleren Liv Ullmann) – en bog sammensat af erindringer, fiktion og dokumentarisk materiale. En kompliceret barndom i et på overfladen privilegeret miljø, hvor kærlighed og afsavn går hånd i hånd. Hårde, men nødvendige refleksioner.
’Pige, 1983’ er blidere. Forfatteren udforsker på næsten 40 års afstand den purunge pige, hun var i 1983. Hun har intet kildemateriale, ingen gamle breve eller dagbøger, blot erindringen om et intenst foto taget af en modefotograf i 1983, i Paris.
Datter af ’verdens smukkeste kvinde’
Fortællingen veksler mellem drømmeagtige passager med en slags dialog med en hemmelig tvilling, som har fulgt hende i hele livet, nutidsplanet hvor forfatteren nærmer sig et psykisk sammenbrud i sin egentlig rolige Coronahverdag i Oslo, og tilbageblikkene til den pige hun var i de tidlige 80’ere. Tilbageblikkene snor sig ind og ud af konkrete erindringer fra New York og Paris. Råt og nøgent og barnligt. Den unge pige er fanget i ønsket om at blive voksen i en fart, fanget i at være datter af en kvinde, som i en periode blev kaldt ’verdens smukkeste kvinde’. At udseendet er vigtigt har hun på en måde lært og i hvert fald oplevet på første hånd. Som en pludselig indskydelse - og i mod moderens vilje - tager pigen i vinteren 1983 imod en invitation fra modefotografen – kaldet A - til en prøvefotografering i Paris.
Hvad skete egentlig?
Det er rundt om disse egentlig ganske få dage eller uger i Paris, at forfatteren prøver at nærme sig sit unge jeg og hvad der egentlig skete dengang. Hendes metode vækker mindelser om Annie Ernauxs ’Pigen fra 58’ – denne refleksion over et gammelt foto og over hændelser, som på samme tid var overgreb og noget hun gerne ville – i hvert fald de første skridt - i udforskningen af sin egen lyst. Men glemslen eller fortrængning forstyrrer forfatteren.
Miljøet i Paris med de mange smukke unge kvinder – og de betydeligt ældre fotografer, assistenter mfl. skrives stærkt frem, det er hjerteskærende og ubehageligt. ”Dumme lille pige. Hvis du ikke kan tåle at blive taget på, har du ikke noget at gøre her” siger en af de ældre modelpiger (s. 62).
Glemslen og skammen
Linn Ullmanns form får mig ikke til at tænke på romanen som et #metoo-indlæg, men det er den også på sin egen måde. Hun anklager ikke, hun forsøger at skrive de ting frem, hun har glemt. Glemslen og skammen. Og pigens kvalme rammer læseren helt rent.
Forsoning
Romanen er også en fortælling om relationen til moderen, skuespilleren, og her er forfatteren langt blidere end hun var i forælder-opgøret i ’De urolige’. Moderen er blevet 82 år og har brug for datterens hjælp, som gamle forældre jo har. Det er som om årene har lagt en forsoning ind over deres relation, fortroligheden og nærheden er meget fin.
Varme anbefalinger til denne autofiktive bog som man ikke behøver at være hverken jævnaldrende med forfatteren eller kvinde for at få noget ud af. Som enhver autofiktiv bog i disse år må læserne selv vælge, om man læser den 1:1 eller om formen - som i denne roman – egentlig ikke er så fri, at vi som læsere er ligeglade, om ’der digtes’.