Marie anbefaler:  Theis Ørntoft: Jordisk
Theis Ørntoft: Jordisk (2023)

Marie anbefaler: Jordisk

23.10.23
Theis Ørntoft: Jordisk (2023)

Fire generationer i en dansk-amerikansk familie, erindringer om tiden der gik og de relationer og omstændigheder, som påvirkede deres liv og vilkår. Verden af i går og deres aktuelle nu - og et fremtidsspor, som er mere stilfærdigt end egentlig science fiction. 

Romanen er en fortælling om især Rhea, Joel og Miriam – midtergenerationen i familien. Men også forrige og næste generationer kommer til orde. Diskussionerne om politik, økonomi, klimakatastrofe gør tidsbillederne meget nærværende. Romanen er på samme tid både meget traditionel, meget filmisk og meget reflekterende over menneskets forhold til naturen.

Tanker og sansninger

Vi er meget inde i karakterernes hoveder og følger deres tanker og sansninger, som både er unikke men også meget præget af lige netop den tid, de hver især er rundet af. Som typer er de meget forskellige, men genkendelige –

  • den strukturerede og forudsigelige bankmand (børnenes far);
  • de både flagrende, rugende, og kølige børn;
  • deres far, den flamboyante amerikaner;
  • hans meget eksperimenterende, meget fysisk begavede fjerde barn;
  • mønsterbryderen (børnenes mor) som finder sine egne veje både før og efter forholdet til amerikaneren.

Lyder det kaotisk? Det er det egentlig ikke, da romanen går langsomt frem og læseren har tid til at lære karaktererne at kende. 

Fortællestil

Romanen er detaljerig – meget konkret i sin skildring af personernes handlinger og ydre omstændigheder. Velresearchet. Teksten fordyber sig også i tankermylder hos hovedpersonerne – og er vel i disse passager meget intellektuel. Jeg sad tilbage med en fornemmelse af, at romanen er en særegen blanding af dokumentar og fiktion.

Romanens fremtidsspor er henlagt til USA i 2036. En let fremskrevet karakteristik af verdens tilstand – skal vi melde os ud eller engagere os?

Vil du reservere Jordisk?
GennemseGennemse
  • Bog

Jordisk : roman

Af Theis Ørntoft (2023)
Roman om en familie i fire generationer, deres indbyrdes forhold og konflikter samt deres opgør med tidligere tiders ...
Læs mere