Marie anbefaler: Vulkanø
Daniel kigger på sit barn og bliver vred, meget vred. Midt i sin hverdag oplever han pludselig at se sin egen far i spejlet. En vred far. Daniel er en ung, moderne far, som aldrig havde troet, at han skulle blive vred og forudrettet på sit eget kød og blod. Vi rejser med ud på forældreorlovs-ferien på De kanariske øer - i kaos, skrigeri, all-inclusive-helvede og magiske stunder i den lille familie. Knausgårdsk i sin afklædning af hverdagstrummerummen og reflekterende i sine fine tilbageblik på det, der var den unge fars egen barndom med en vred far.
Bogen er kort, sætningerne er korte, men afsnittene er kompakte i sine meget troværdige beskrivelser. Tempoet er som i børnefamilien langsomt, der er hele tiden en næse der skal tørres, en ble som skal skiftes, et væsen at trøste eller en som skal sove.
Selvopgør
Fortælleren, lad os kalde ham Daniel, er en moderne sammensat mand, som møder sig selv midt familielivets kaos. Hans kone Stine er bifiguren som set fra fortællerens synspunkt hviler naturligt i forælderrollen. På sin egen måde er fortællerens egen far eller barndom den anden hovedperson. Her ligger voldsomheden begravet.
Den unge, vrede (og på en måde også egoistiske far) Daniel, sendte min hjerne på vandretur til biografilmen ’Force majeure’, hvor hovedpersonen – også en far – tankeløst redder sit eget skind, da en potentiel katastrofe truer. Og glemmer familien. Det er slet ikke dér vi er i ’Vulkanø’, Daniel glemmer ikke sin familie, men kæmper med sine egne dæmoner og her spiller bamsen Ninus en ikke uvæsentlig rolle! I både den svenske film og den danske roman kæmper moderne yngre mænd med deres rolle i familien.
Bearbejdningen af fortællerens egne traumer giver stor mening undervejs i handlingen, og man oplever, at han vælger ’den nærværende faderrolle’ til og forsøger at blive sin egen fars måde at være far på kvit.
Romanen har glimt af håb og samhørighed. Og den skriver sig også ind i bølgen af ’forældre’-litteratur fra de senere år, her set fra et maskulint synspynkt.
Bonus: Læs om Daniel Dalgaard på Forfatterweb.